At blive ældre og mere bevidst om sine omgivelser, plus at starte i børnehave, og dermed er nyt kapitel i sit liv, roder altså med det lille hoved!
Det er 2,5 år siden vi sidst var ramt, og dermed har tiden gjort, at vi lidt har fortrængt denne tid. Og så dog! Vores sommerferie syd på det år, var så præget af hendes humør. Igen var stædigheden alt overskyggende. Hun ville ALT, tog ikke et nej for et nej og kunne ikke sidde stille bare et øjeblik. Hun sov mellem kl.22-23 om aftenen, efter vi havde siddet hos hende i flere timer(hvilket vi ALDRIG gør), og så var vi også temmelig gryde klar! På en godt 3 timer lang køretur til Langeland, skreg hun halvdelen af vejen "JEG VIL KØRE BILEN!". Det er svært at forestille sig, for nu er hun en meget rolig og harmonisk pige.
Det er 2,5 år siden vi sidst var ramt, og dermed har tiden gjort, at vi lidt har fortrængt denne tid. Og så dog! Vores sommerferie syd på det år, var så præget af hendes humør. Igen var stædigheden alt overskyggende. Hun ville ALT, tog ikke et nej for et nej og kunne ikke sidde stille bare et øjeblik. Hun sov mellem kl.22-23 om aftenen, efter vi havde siddet hos hende i flere timer(hvilket vi ALDRIG gør), og så var vi også temmelig gryde klar! På en godt 3 timer lang køretur til Langeland, skreg hun halvdelen af vejen "JEG VIL KØRE BILEN!". Det er svært at forestille sig, for nu er hun en meget rolig og harmonisk pige.
Jeg troede faktisk ikke at det ville blive så slemt denne gang, da yngste pigen generelt har voldet færre konflikter. Det skyldes jo mest af alt nok, at vi ikke længere er første gangs forældre, og har prøvet lidt forskellige teknikker af. Nogle klar bedre end andre! Jeg priser mig virkelig lykkelig for de erfaringer jeg har fået. Jeg har hævet stemme alt for meget i frustration, både over barn/børn og mig selv. At bevare roen og tælle til ti, er nok bedste tip...-i stort set alle situationer! Så jeg håber bare, at det meste sidder på rygraden, og at vi klarer denne 3 års krise med bravur:-)
Lige pt er største problemt, at hun har sat sig for, at det kun er far som dur! Hun har været fars pige i flere perioder, men denne gang er det ekstremt. Problemet ligger bl.a. i, at far ikke altid er her, og er ofte væk hele eller flere dage af gangen. Hun kan godt bruge mig når det kun er mig som er her, men hun lader mig ikke glemme hvem hun foretrækker.
Faktisk er det gået så vidt, at vi har måtte skifte pladser ved spisebordet. Hun kom over på sin fars side af bordet, og store skatten måtte over til mig. Det var hun heldigvis tilfreds med, så nu krammer vi lidt ekstra på vores side af bordet:-)
Hvis jeg går ned til hende om morgenen når hun kalder, bliver hun bare sur, og vil have sin far.
Igår da vi begge hentede pigerne i børnehaven, gik jeg først ind af lågen. En glad lilleskat kom løbende, men hun så lige forbi mig.
Fredag aften var min mand kommet først til smørhullet mellem pigerne i sofaen til Disney hygge. Jeg fik pænt besked på, at der var ikke plads til mig, fordi to bamser skulle sidde der.
Hvis jeg går ned til hende om morgenen når hun kalder, bliver hun bare sur, og vil have sin far.
Igår da vi begge hentede pigerne i børnehaven, gik jeg først ind af lågen. En glad lilleskat kom løbende, men hun så lige forbi mig.
Fredag aften var min mand kommet først til smørhullet mellem pigerne i sofaen til Disney hygge. Jeg fik pænt besked på, at der var ikke plads til mig, fordi to bamser skulle sidde der.
Og så er der tøjet.... OMG! Jeg har accepteret at hun kun vil have kjole og nederdel på, men nu har hun også fået en liste af krav de kjoler skal opfylde. Jeg spørger altid børnene om det vil havde det tøj jeg har valgt, for at undgå at de ikke vil gå med det. Når hun så alligevel ikke vil gå med det....-så bliver mor lidt irriteret!
Mit dilemma er, at jeg bliver ret pige fornærmet over hendes opførsel. Jeg mener jeg gør så meget for hende, og så bliver man behandlet på den måde. Ja, det er rigtig barnligt, men lur mig om der ikke er andre mødre som har haft samme følelse:-) Min mand og jeg er enige om, at hendes opførsel ikke er acceptabel, og hun behandler mig decideret dårligt, men hvad skal man gøre!? Jeg vil ikke tvinge hende til noget, og det vil overhovedet heller ikke hjælpe! Min mand mener jeg må springe for hende hver gang hun giver mig opmærksomhed, men helt seriøst, så gider jeg ikke kæmpe for det!
Status må være, at jeg skal forberede mig på den tid vi går i møde, håbe på det bedste og at erfaringen fra barn nr. 1 bærer frugt. Og ikke mindst, skal jeg sluge det meste af min stolthed og huske på, at hun kun er 3 år. Jeg ved hun elsker mig, for det siger hun når faderen ikke er hjemme, så mon ikke det går:-)
