5. okt. 2017

Familie tid❤️

FI de fleste familier er familieweekender helt almindeligt og noget der sker hver eneste weekend. Hos os sket det kun når landsholdet spiller og superligaen derfor holder pause. Det er én gang i foråret og tre gange i efteråret.
Så når det endelig sker, får vi ofte lidt stress over at vi skal have ALT ud af den weekend og give børnene en masse kvalitets tid og opmærksomhed fra os begge, og ikke på skift som det ofte er i hverdagen.
Med den cheftræner der er pt, bliver weekenden forlænget med hele fredag og det giver flere muligheder. Så pigerne når en fridag imorgen, og nu er vi på vej til København.


Vi starter på vores yndlings familie hotel med hygge på værelset i aften til ældste pigens nye favorit film "Grease" (jeg er så stolt😄👌🏻). Imorgen skal der shoppes lidt til pigernes garderober, lidt kulturelt og god mad. Lørdag står den på familie besøg, så en dejlig kombination af gode ting❤️


2. okt. 2017

Skal I ikke have et barn mere....?

Man skulle tro, at når man har tre børn, så stopper folk med at spørge om vi ikke skal have flere. Det gør de ikke! Det har aldrig været i min tanker at vi skulle have fire, faktisk var tre heller ikke en selvfølge.
Jeg har aldrig været skruk ved synet af andres babyer. Min fornuft har altid sejret, og mit strukturerede hoved har haft hel styr på hvornår de børn skulle komme for os. Og heldige har vi så også været, for vi har nærmest på datoen kunne bestemme hvornår vi gerne ville have en familie forøgelse, hvilket jeg er dybt taknemmelig for! De fortællinger jeg kender om par som kæmper; hvor er det uretfærdigt! Men tilbage til det at være skruk.....-for nu har det ramt mig! Min dreng blev 2 år i juni, og er officielt ikke en baby længere. Han vil altid være min baby, men så mange ting viser bare hvor stor han er ved at blive. I fredags fortalte vuggestuen, at han ikke længere kunne sove i barnevogn, da han nu er en af de ældste og vognene skal overdrages til de små. Idag skal han så sove indendøre på madras. JEG KAN SLET IKKE BÆRE DET! De ødelægger hele min illusion om min lille dreng.

Pthot: Frederikke Brostrup - juni 2015 (Bertram 1 dag gammel)
Vores piger er født med 2,5 års mellemrum, hvilket jeg synes har været hel perfekt. Ældste var blevet så gammel at vi havde en god kommunikation med hende og hun forstod at hun skulle være storesøster. Faktisk talte hun ikke om andet, og stod ved lågen hos dagplejemoderen og fortalte det til ALLE som gik forbi <3 Men det stod hurtigt klart, at skulle vi have en tre'er, blev det med større mellemrum. Jeg var meget alene med pigerne, da min mand stadig var prof fodboldspiller, og jeg blev presset ud i situationer jeg ikke er stolt af. Frustrationer som kom til udtryk ved højt stemmeleje og en for ofte ALT for kort lunte. Jeg skulle "ud på den anden side" inden en tre'er overhovedet kunne kom på tale. Og det kom jeg heldigvis inden pigerne blev teenagere;-) og lillebror er født da pigerne var henholdsvis 6 og knap 4 år. Jeg elsker at det er pigerne som et tættest på hinanden aldersmæssigt og så vores alle sammens Basse som hele familiens guldklump. Han har det som blommen i et æg <3

Men nu kan jeg slet ikke holde ud at se billeder af nyfødte, det går lige i mit hjerte og jeg kan helt seriøst få tåre i øjnene. Jeg havde aldrig set det komme, men jeg tror simpelthen at realiteten har ramt mig. Tidligere har jeg ikke vidst om baby-kapitlet var slut, men nu er det endegyldigt slut. Fik jeg nu nok ud af det mens mine var små....nød jeg det nu nok?? Det er jeg bange for at jeg ikke gjorde, og det gør mig så oprigtig ked af det.
Mine fødsler er lidt en gråzone for mig og jeg kan ikke huske detaljer (og min mand har verdens dårligste hukommelse, så han er ikke meget bevendt). Utallige gange har jeg hørt kvinder fortælle om følelsen ved at få sit nyfødte barn op på brystet. Jeg fik ikke min ældste op med det samme, da hun skulle have lægehjælp. De to andre kan jeg ikke huske. Det er ikke løgn, jeg kan seriøst ikke huske det. Jeg kan nærmest mærke mit hjerte briste når jeg tænker på det.
Og barslerne....-nej, dem har jeg heller ikke fået det optimale ud af. Ved ældste flyttede vi til Østrig da hun kun var 4 måneder gammel. Jeg var 26 år gammel og ikke et sted hvor jeg bare kunne nyde det. Der kan vi snakke om frustrationer. Når jeg nu, 8,5 år senere, tænker tilbage på det, ville jeg ønske jeg kunne have givet mit 26 årige jeg et råd med på vejen. Med mellemste var vi lige kommet tilbage fra Østrig. Jeg brugte endnu en barsel på mange frustrationer, denne gang om ikke at ane hvad fremtiden skulle bringe for mig. Økonomisk var vi godt stillet, og jeg skulle ikke bekymre mig om det, men min identitet trængte i den gad til at der skulle ske noget. Det endte med at jeg startede mit lille firma "by P" samtidig med at jeg var salgskonsulent for et børnetøjsfirma. Til tredje barsel valgte jeg at lukke mit firma, da jeg trængte til at komme ud i den virkelig verden, og vores liv samtidig skulle tage en drejning med min mands karriere stop (læs om det her). Det blev til endnu en omgang frustrationer om hvad jeg nu skulle gøre, og det var en rigtig hård omgang. Samtidig var min søn 8 måneder før han tog en ordentlig lur, og det egnede jeg mig ikke til. Han var på mig hele tiden og ville ikke engang køre tur med barnevognen. Jeg husker den tid som mig siddende i sofaen med ham i armene konstant. Jeg sidder nu og tænker tilbage på alle de situationer jeg ville ønske jeg havde gjort anderledes, tid jeg føler jeg har spildt istedet for bare at være i nuet og nyde det. Det er en ret stor ÆV følelse og tid jeg aldrig får tilbage.

Photo: Frederikke Brostrup - juni 2016
Men hvorfor skal vi så ikke have en 4'er? Fordi jeg kun vil have alle de romantiske og hyggelige stunder! Jeg er så glad for den sindsro jeg har nu med mine tre; jeg nyder dem og elsker at de er så store at vi bare kan være.... Vi er ovre pylrede babyer som ikke kan give udtryk for hvad de vil, ulvetimer hvor en af os vandre rundt med klapvognen for at få ro, børn der ikke vil puttes, børn der ikke sover længe nok lure, mad der kun bliver halvt lavet.... Ej hvor er det lækkert! Og jeg elsker at jeg er et sted hvor jeg virkelig bare kan nyde det og ikke ønsker at være nogle andre steder.

Jeg mangler bare en baby som vil putte på mit bryst ;-)