Pigerne og jeg klar til fest. Her 35+5 uger henne.
Jeg glæder mig ubeskriveligt til at møde den lille mand! Med to piger i forvejen, som overhovedet ikke ligner hinanden, hverken på udseende eller personlighed, kan jeg slet ikke forestille mig hvad han bliver for en. Men helt sikkert sin helt egen💙
Min krop er ved at være godt brugt, og det bliver en lettelse at slippe af med den ekstra tyngde. Jeg savner virkelig at bevæge mig frit.
Samtidig med at jeg glæder mig til at møde babyboy, så er det også skræmmende på mange måder. Pigerne er efterhånden så store, at det virkelig er nemt. De leger (oftest) godt sammen og forstår jo alt. Der er kun 2,5 år imellem dem, og det vil sige at vores ældste stadig var rigtig lille da hun blev storesøster. Det synes vi ikke dengang, men nu kan vi virkelig se forskellen. Pigerne er henholdsvis 6 og 3,5 år, og det gør en kæmpe forskel i forhold til forståelsen af hvad der skal ske. De ved hvad jeg kan holde til, og jeg har den bedste hjælper i vores ældste.
Vores hverdag har længe været nem med dem, og vi har vænnet os til at være os fire, og det fungerer bare. Selvom alle glæder sig, så vil alt ændre sig nu. Det er da vildt skræmmende! Min mand og jeg ved hvad vi går i møde, men det aner pigerne ikke. Er så bange for at de vil komme til at føle sig oversete, eller føle at der ikke er tid til dem. Jeg satser lidt på, at vores erfaring gør, at vi kan klare det hele:-)
Et andet dilemma jeg kæmper med er, at det (højest sandsynligt) er min sidste graviditet. Har altid sagt til mig selv, at tredje gang ville jeg være indstille på det, og bare nyde det og være afklaret. Men det er jeg bare overhovedet ikke! Har klart nydt det mere denne gang, men nu bliver jeg helt deprimeret over at jeg ikke skal have sådan et liv i mig igen. Der er ikke noget mere fantastisk end at bære sådan et liv; det er bare det vildest at det kan lade sig gøre! At mærke et barn vokse og bevæge sig indeni en, er ubeskriveligt. Den nærhed synes jeg ikke man kan opleve på andre måder! Synes virkelig at mænd bliver snydt:-) Kan ærlig talt ikke huske om jeg også har været vemodig over det de andre gange, men kan huske, at lige så snart man har barnet i sine arme, bliver man fyldt på en hel anden, og lige så fantastisk, måde.
Beslutningen om at skulle have nr. 3 tog lidt tid. Tror egentlig altid vi har vidst at vi gerne ville, men i lang tid var det vildt hårdt at have to børn, og det skulle vi igennem først. Jeg var virkelig "sure mor" i perioder, og det ville jeg ikke være! Da der kom styr på det, blev problemet, at jeg ikke var klar til at give "afkald" på MIG! Vi var endelig kommet over småbørns perioden, og jeg kunne gøre, mere eller mindre, hvad der passede mig, og dyrke mit yoga som jeg var kommet ind i en fantastisk periode med. Og det sidste var, at vi jo havde det fint, bare os fire! Men kvinder har jo en tildens til at overtolke og tænke for meget over tingene, og hvor mange har I hørt om, som har fortrudt et barn?! Det har jeg heldigvis aldrig! Lige så snart beslutningen var taget, kunne jeg heller ikke bliver gravid hurtig nok:-)
Trods vommen, er det fortsat blevet til yoga og pilates træning.
Så konklusionen må være, at alle følelserne nok er helt normale og alt nok skal gå:-)