Fra en verden til en anden

I lørdags kom jeg hjem fra London. En uge hvor jeg ikke skulle tage hensyn til andre end mig selv. Som jeg skrev HER så var mine niecer heller ikke hjemme, så der var virkelig dømt voksentid. Sidst på dagen blev der lige sendt en sms rundt for at høre om nogle eller hvor mange der kom hjem og spiste, eller om vi bare spiste ude. Fuldstændig uhøjtideligt og det var skønt! Jeg elsker alle de muligheder der er i London, områder med restauranter side om side hvor man vælger den verdensdel der passer en den dag, og det koster ikke ret meget. Jeg ved godt jeg bor i Aalborg og det er ikke ligefrem mulighedernes by, så der skal måske ikke så meget til at imponerer mig😀
Et par af mine frokoster indtog jeg i Cavendish Square Garden som ligger 150 meter fra Oxfort Circus. Fuldstændig fantastisk kontrast til den virkelig travle Oxfort St. og mulighed for lige at trække vejret og være klar til resten af dagen.

Fredag efter endt kursus, var min søster og jeg nede ved Charing Cross og få en øl på den helt rigtige britiske pub måde. Der var mennesker overalt, og alle med en pint i hånden. Efter sådan en uge, skulle der lige nøjagtig én øl til at få mig til at føle mig lidt tipsy, hvilket var virkelig passende da vi skulle ind og se et teater stykke "The Jungle" som handler om flygtningenlejren i Calais🙈 Til trods for at det var liiidt langt, var det virkelig spændende og super godt opsat. Jeg græd kun én gang😥 Efter stykket gik vi over på Southbanks og fik en virkelig sen middag. Jeg elsker det sted; der er en fantastisk stemning her om sommeren med musik, foodtrucks, restauranter og bare masser glade mennesker.

Når jeg skriver om min fredag, kan I måske godt forstå at det kan være svært at komme hjem. Det jeg synes er svært er, at jeg synes Aalborg er for lille til mig og mine muligheder for små. Efter en uge i Londons tempo (som jeg elsker!), hvor jeg laver noget jeg elsker og omgiver mig med mennesker i samme branche og med samme passion, føler jeg at jeg rammer en mur når jeg kommer hjem. Normalt arbejder jeg hjemme 85% af tiden og har kun få faste aftaler. Så mit eget selskab det meste af tiden, hvilket jeg ikke har noget problem med, men jeg mangler virkelig den sparring og inspiration som andre i samme miljø giver mig. Det er som om det var en anden verden jeg var i for bare tre dage siden. Den glæde og gejst jeg stod med fredag eftermiddag efter at have fået mit certifikat, virkelig positiv feedback og ros, kan jeg ikke genkalde mig.
Det tager pusten fra mig, at det er så svært at arbejde i min branche i denne del af landet. Jeg har prøvet at bilde mig selv ind at jeg da kunne arbejde med en masse andre ting og være glad, but who am I kidding? Jeg har taget et valg og en stor risiko/chance for at få dette til at lykkes for mig, og min store indsats har også givet pote. Jeg skal bare mere! Så nu er min store udfordring ikke at lade mig slå ud af min hjemkomst, som faktisk ikke ville være første gang, men istedet prøve at ride videre på bølgen, og tage den ros til mig som jeg fik. Som min lærer kniv skarpt iagttog, er jeg min egen værste fjende. Det sagde hun til mig inden jeg gik sidste dag, og det ramte mig virkelig. Hun har så meget ret, men at anden ser det så tydeligt, gjorde bare noget ved mig.

Dette skal ikke lyde som en "hav ondt af mig" smørre, men jeg går ind for ærlig snak (hvis I skulle have misset det😉) og at det at sige det højt ofte hjælper, og kan hjælpe andre. I næste uge starter hverdagen op når pigerne starter i skole igen, og så får den hele armen igen. Men jeg kunne altså stadig godt ønske mig at jeg havde Københavns muligheder med fællesskaber for bloggere og iværksættere. Jeg ved de er i Aalborg for iværksættere, men ikke for bloggere og mode branchen. Nu starter modeugen, og det er en af de hårde uger for mig🙈😜

Disse tre var mit crew sidste uge. Meget forskellige, men passionen var den samme. Billy, som har taget billedet her, er den mest fantastiske person jeg længe har mødt. Jeg elsker at møde nye mennesker, og ofte er det kun endnu mere inspirerende jo mere forskellige man er. Igen noget jeg virkelig mangler ved Aalborg; altså andre i mine sko.

"Hvad er det egentlig du laver?"

Hvis I vidste hvor ofte jeg får det spørgsmål....:-) Men jeg kan nu faktisk godt forstå det.

Lige siden vi for ni år siden flyttede til Østrig, har vi levet meget anderledes end de fleste. Jeg gik hjemme i de år vi var i udlandet og fortsatte med en barsel da vi kom hjem. Derefter startede jeg mit eget lille firma med hjemmelavet børnetøj, som jeg havde indtil jeg gik på barsel med min søn, hvor jeg lukkede firmaet ned for at prøve noget nyt. Min branche er ikke stor i denne del af landet, så det tog lidt tid inden jeg fandt arbejde. Dermed var jeg hjemme i rigtig mange år; syv år for at være helt præcis! Venner og bekendte har selvfølgelig vænnet sig til at vores hverdag er anderledes, men faktisk ofte uden alligevel at stille spørgsmål til den. Størstedelen af danskere lever en "normal" hverdag med 8-16 agtige jobs, så jeg tror godt det kan være lidt svært at forstå nogle gange. Og man skulle jo nødig spørge for meget... ;-)





Grunden til at jeg i sin tid startede mit lille firma, var for at få hverdagen til at gå op med en mand der ikke havde fleksible arbejdstider, og som var væk på alle mulige tidspunkter. Der var ingen fælles weekender, men til gengæld som oftest nogle gode eftermiddage sammen i løbet af ugen. Det var vores prioritet og noget vi havde mulighed for på det tidspunkt. Men efter min barsel, stoppede min mand sin aktive fodbold karriere og vi skulle have en ny hverdag, både ham og jeg. I mellemtiden var vores ældste også startet i skole, så muligheden for friheden i ugens løb, var også forsvundet.
Jeg var heldig at få job hos et af de meget, meget få tøj firmaer i byen. En chance jeg var så taknemlig for efter alle de år "hjemme". Jeg blev heldigvis bekræftet i at jeg kan mine ting, noget jeg ellers var begyndt at tvivle på. I det første halve år arbejde jeg freelance på timebasis, og oftest hjemmefra. Men efter et halvår, 1. april sidste år, startede jeg fuldtid.
Det var en beslutning jeg havde været meget bekymret over. Jeg var ikke i tvivl om at jeg ville arbejdet, og stadig gerne vil, men det med at skulle arbejde 8-16 skræmte mig. Men jeg tænkte at det jo er det man gør, så det skulle jeg selvfølgelig også, og jeg måtte pakke min pyller væk. Jeg skal lige love for at vores hverdag tog en radikal vending, og det var hårdt for os alle sammen! Pludselig kunne jeg ikke aflevere og hente, kunne ikke tage med til ting jeg plejede, ingen legeaftaler hos os og det hele var et stort tarveligt trummerum som gav mig ondt i maven. Børnene kunne ikke forstå hvor mor var blevet af. AV! Så til enden af min prøvetid, valgte jeg at stoppe. Det var dælme ikke sjovt, for jeg vidste at dette sted var min chance og jeg havde så mange ting i kikkerten som jeg havde drømt om rigtig længe. Bare følelsen af "at være noget" var svær at give slip på.

Nu ved jeg at mange nok sidder og tænker; "Jamen sådan er det jo bare!", og ja, det er jeg helt klar over, men det er ikke sådan jeg har lyst til at leve. Grunden til at jeg tog springet, er jo helt sikker fordi jeg har oplevet hvordan livet også kan være, hvilke de fleste ikke har mulighed for. Vi er ikke længere sådan stillet at jeg bare kan gå hjemme og hygge arbejde, men vi valgte alligevel at tage chancen, og tage de erfaringer med som jeg trods alt havde fået.
Noget af det jeg har kæmpet mest med, var at acceptere at det er helt ok ikke at leve som folk gør flest, men det har jeg lært! Når du tænker over det, hvor mange kender du ikke som feks. er gået ned i tid eller har planer om det? Når jeg ser på bare min mødregruppe, så er det 80% af os. Ellers kræver det, at man har en god flekstids aftale. Lige for at understrege, så vil jeg gerne arbejde fuldtid, bare ikke 8-16.

Tilbage til starten "Hvad er det egentlig du laver?": Jo, da jeg stoppede tilbage i juli 2017, skyndte jeg mig at gribe muligheden for at få gjort min stylist uddannelse færdig. Personlig styling er noget jeg altid har været meget optaget af, og nu skulle det være. Så tilbage i september tog jeg igen til London og fik mit bevis, og derefter var det bare at smede mens jernet var varmt. Og det gik heldigvis godt, og jeg er nu blandt andet stylist på vores lokale tv station, freelancer for magasinet APPETIZE, hvor jeg også er mode blogger, og så har jeg undervist detail elever de første tre måneder af året. Som en lille side gesjæft, underviser jeg en dag om ugen i kreative valgfag på en efterskole.

Så med hårdt arbejde, og lidt held, skal jeg nok få dette til at lykkes:-)

Reality check

Nu er det efterhånden allerede 10 dage siden jeg kom hjem fra London. Det er så vildt hvor hurtigt tiden går; jeg kan slet ikke følge med.....
Jeg havde en virkelig god uge med ren ego tid. Selvom det havde bekymret mig ret meget at skulle være væk fra mand og børn i en hel uge, så nød jeg det virkelig. Jeg går ikke og svælger ved tanken om at være uden dem, men jeg tænker nærmest på dem konstant, men kun med et smil på læben. Når jeg ved at de er i trygge hænder, så slapper jeg af. Den uge var SÅ godt givet ud, på mange punkter....
Grunden til at jeg kunne slappe af, var så fordi jeg havde lavet et flot skema til min mand over ugens planer, aktiviteter og div. Jeg havde lagt tøj frem til alle dage til pigerne og pakket deres gymnastik tasker. Om det var nødvendigt? Sikkert ikke, men det beroligede mig. Så ja, det var helt sikkert for min egen skyld:-)

Jeg kom hjem lørdag aften og fik dermed en hel hygge aften og hele søndagen med ren kvalitets tid med alle mine <3 Mandag slog virkeligheden dog ind.... Sjældent har jeg oplevet så stort et anti klimaks det var at blive ramt af hverdagen herhjemme. BOM! I en hel uge havde jeg kun mig selv at tænke på, jeg var afsted med noget jeg brænder for, jeg gik i det tøj jeg elsker som er mig og udtrykker hvem jeg er, jeg var i en by med liv og muligheder..... Mandag stod den igen på morgen rutiner, børn i skole og vuggestue og så hjem til et stille hus i mit afslappede tøj. Kontrast? JA! Jeg elsker Aalborg, men føler ikke altid at det er her jeg hører til, især ikke i en branche som min.
Egentlig kommer det sig af, at jeg pt står midt i en "process" for at finde ud af hvad jeg skal arbejdsmæssigt, og derfor er hjemme de fleste dage. Det er en process jeg har kæmpet med i rigtig lang tid egentlig, dog med pauser. Jeg har tidligere skrevet om min situation her og her. Meget er dog sket siden og jeg har lært utrolig meget. Siden september 2016 til april 2017 arbejde jeg som freelance modelkonstruktør for et, på daværende tidspunkt, nyopstartet tøj firma. Jeg fik nogle gode mulige og kom hurtigt til også at sidde som kreativ udvikler. 1/4-17 startede jeg op fuldtid for samme firma. Det var en beslutning jeg/vi havde rigtig mange tanker omkring, da det at starte et almindelig 8-16 job op faktisk aldrig har tiltalt mig. Og efter at have levet som vi har i otte år, og tre børn senere, var beslutningen ikke nemmere. Men jeg stod i en situation hvor jeg ikke følte jeg havde andre valg, og ikke kunne tillade mig at være forkælet ikke at ville have den slags arbejdstider, for det er jo det man gør.....! Jobbet var en fantastisk mulighed og jeg elskede min opgaver! Men jeg blev bekræftet i, at det ikke er mig at arbejde på den måde, i hvert fald ikke når fleksibilitet ikke indgår i aftalen, og jeg valgte at stoppe til min prøvetid udløb. Det var lidt af et personligt nederlag og jeg følte mig som en kæmpe fiasko, og blev rykket lige tilbage til min situation for godt et år tilbage, et sted jeg ikke har lyst til at være. Men når man står som 34 årig, så har man heldigvis fået en hvis form for selverkendelse og ved hvad ens værdier er. Det var dog ikke dårligt givet ud; jeg lærte utroligt meget både fagligt og personligt. Nu er mit projekt at stole på mine indskydelser og gøre det som jeg ved vil gøre mig glad!

Lad os tage den en anden dag.... ;-)