Ønskeseddel til den snart 7 årige

I næste uge fylder min mellemste 7 år. Gæster skal inviteres og ønskesedler skal laves. Med hende er det altid så svært at lave den ønskeseddel. Luksus problem - I know! "Problemet" er, at barnet jo ikke mangler noget. Hendes skab bugner af tøj da hun jo har en ældre søster, hun har lige fået nyt værelse, hun leger ikke med legetøj..... Hvad giver man så barnet?

Hun kan finde en masse legetøj som hun gerne vil ønske sig, men vi (måske mest mig) er de onde forældre, der har forbudt pigerne at skrive legetøj på deres ønskesedler. Det lyder måske underligt og hårdt, men jeg er færdig med at se dem åbne gaver som gæsterne har brugt, ofte mange, penge på og så synes de at det er spændende i 5 min. Jeg ved ikke hvordan vi har formået det, men det er lykkedes os at opdrage tre børn som ikke leger med legetøj.
Det er efterhånden nogle år siden at reglen trådte i kraft for vores ældste. Hun ønskede sig f.eks. alt muligt lego, og jeg tænkte "Lego er godt, det går ikke af mode og flere kan lege med det!". Men når barnet kun synes at det er sjovt at samle det, og derefter så ikke kigger på det igen, så går det bare ikke. Jeg synes det er respektløst overfor gave giverne.
Jeg elsker at give legetøj til de børn hvor jeg ved at det bliver værdsat og leget med. Det er ikke noget bedre end at se den glæde og leg de kan få ud af det. Det modsatte er derimod noget af det der kan gøre mig allermest indebrændt!

Tilbage til den mellemste fødselar. Det bedste hun ved er, at samle alle mulige småting sammen og så pakke det ned i diverse tasker. Hun leger ikke videre med det, og hvordan det opstår ved jeg ikke, men hun har altid gjort det. Det ender altid med, at hun efter noget tid ikke kan finde sine ting fordi de tasker aldrig bliver pakket ud igen:-)
Vi har de sidste par år givet hende ude legetøj såsom trapez gynge, ringe til gyngestativet og sidste år en slackline. Ja det er måske lidt mere fælles gaver, men sådan tænker hun ikke, heldigvis. Og det er legetøj der bliver brugt! Nu er vi ved at løbe lidt tør for den type gaver, så hvad gør vi nu.....?:-)

For os handler det ikke om at der er er budget vi skal overholde, men om at hun bliver glad. Der er i forvejen nok at investere i på denne årstid med overtøj, støvler og flere støvler.

Dette er ønskesedlen.
-Løbehjul og rullesko er noget der virkelig bliver brugt, og hun trænger til nyt. Aktivt legetøj er altid godt.
-På vores sommerferie var hun mere under end over vandet, så en dykkermaske er nødvendig.
-Pulsuret/skridttælleren er der rigtig mange som efterhånden har, og hun vil også gerne prøve. Om det bliver et hit, må vi se.
-Hun elsker tøj, men mangler ofte ikke noget. Hun har fået en fiks idé om en læderjakke, men hun har vist rigeligt af andre seje jakker:-) Knæstrømperne i de flotte efterårsfarver er lige hende. Et flot træningssæt kunne hun også godt bruge, og dette er indkøbt. Flot sammen og hver for sig.
-Hun ved ikke noget bedre end Jellycat kaniner og har dem ikke 4 størrelser. Men denne store på 67 cm er virkelig drømmen. Men knap 900kr. for en bamse er i vores øjne liiige i overkanten.
-Det eneste som jeg egentlig er legetøj er Bubbleezz og Twisty Petz. Dem ønsker hun sig brændende. Men det er heller ikke det værste, for de koster ikke ret meget. Så er hun heldig, kunne der snige sig sådan en lille ting ind mellem gaverne:-)

-Et andet ønske er oplevelser. Faktisk ønskede hun sig billetter til Flying Super kids til hele familien. Det er sødt! Men det var før hendes fødselsdag og billetterne var indkøbt. Men oplevelser generelt er gode gaver!

På trods af hendes snart 7 år, kender jeg ikke nogle der er så afhængig af bløde ting og andre putte/hygge sager. Sådan har hun altid været! Hun har en dukke som bor i hendes seng, og et af hendes ønsker var en ny dyne til den. Så det har jeg lavet samt en putteklud. Om det er dukken eller hende der kommer til at bruge den må tiden vise:-)

Måske I kan bruge det til inspiration til en anden heldig pige:-)

Afsluttet kapitel

Igår var en lidt speciel dag for vores familie. En dag vi har ventet umådelig længe på. Vores gamle hus er solgt og det blev overdraget til de nye ejere. Vores hussalgs historie har været en lang og kedelig omgang. Faktisk ret deprimerende, og hvor vi står tilbage med en følelse af ikke at have været i de mest kyndige hænder, og hvor tingene virkelig kunne have set anderledes ud. En stor ÆV følelse.

Tilbage i efteråret 2016, ni måneder inden vi flyttede i det nye hus og inden huset var sat til salg(ja vi trak det lidt for langt), dukkede der en køber op via vores omgangskreds. Alt var godt og de var vilde efter huset....-lige indtil der kom en rigtig tarvelig tilstandsrapport retur og de spurgte "hvordan har I overhovedet turde bo her?" Øh, fordi vi i alle de otte år vi har ejet huset, ikke har haft nogle problemer! Det var et slag i maven. Problemet var, at det er et gammel hus som er renoveret og syner nyere end det er. Der er mange regler der har ændret sig siden den renovering, og derfor blev der nævnt nogle større ting. Ikke ting vi har haft problmer med, men ting som man idag ville lave anderledes.
Så den handel blev ikke til noget og huset blev sat til salg 1. januar 2017. Første fremvisning blev også til et bud, men som de trak tilbage. Vi var stadig positive; de første to fremvisniger havde jo givet bud. Der var også en del aktivitet, men ikke noget der blev til noget. Påsken 2017 var vores nye hus færdigt og vi flyttede, og efterlod os et tomt hus. Det er ikke særlig charmerende, men mæglerne sagde at det var ok. Men jo længere tid der gik, jo mere sørgeligt så det ud, især efter sommeren og ind i det mørke efterår. En dag får vi så en opringning fra en kammerat som fortæller, at en af hans venner har været ude at se huset uden mægler, han havde bare fået at vide hvor nøglen lå. Så kan jeg ellers love for at de mæglere røg i en sulens fart. Helt ærlig! Vi har ingen idé om hvor mange gange det er sket, og sådan sælger man s.. da ikke et hus. Mangel på respekt.
Nye mæglerene kom til, ikke dem jeg ville have valgt, men min mand var tovholder i salget, da jeg ærlig talt ikke magtede det. Igen en del aktivitet til at starte med, men så dalede det også. Liggetiden var efterhånden ikke attraktiv og vi måtte sætte det lidt ned. Vi spurgte disse mæglere om vi skulle gøre noget for at få huset til at fremstå bedre, men igen fik vi at vide at det var ok.
Ingen kunne forstå hvorfor huset ikke var solgt, da det bl.a. har en rigtig god beliggenhed og en skøn atmosfære. Tilbage i maj havde vi fået nok, og trængte til nogle der virkelig ville gøre en indsats. I ved hvordan det er med huse, de er en del af en selv og lidt et ømt punkt. Vi købte huset da jeg var højgravid med vores ældste datter og alle tre børn er vokset op der. Jeg manglede en der kunne se huset som jeg så det og en der ville være ærlig omkring hvad vi skulle gøre for at få det solgt.
En tredje mægler kom i spil, en kvinde denne gang, en der tidligere havde sagt at hun ville kunne sælg det. Men ja, det siger de jo alle sammen. Men hun kom ud, og og der gik ikke to minutter før hun var i fuld gang med at sige hvad vi kunne gøre af småting for at få huset til at fremstå lækkert. Jeg endte med at bryde sammen, virkelig pinligt, men hun sagde at det skete rigtig ofte:-) Hun troede at det var fordi jeg blev ked af at hun var for ærlig, men egentlig handlede det om at jeg var rasende over at ingen af de andre mæglere havde sagt noget. Hun blev informeret om at der var et åbent hus to dage senere, og det måtte vi tage med. Blev det ikke solgt, ville hun få huset. (Det åbne hus var kun blevet fastlagt fordi vi sagde at vi ville skifte mægler!) Jeg skyndte mig ud og købte planter og div. ting; ærgerlige penge, men nødvendige.

Om det var de små ændringer eller hvad det var, ved jeg ikke, men det var den dag vi fandt vores købere. Det tog dem godt nok sulens lang tid og fire fremvisninger at beslutte sig, men det endte jo godt. Det værste var/er næsten, at jeg havde hørt "de er virkelig interesserede og vil vende tilbage" så mange gange efter fremvisninger, at det ikke kunne vække nogen glædesfølelse i mig.
Forhandlingen var lidt træls, men går ud fra at sådanne ting aldrig er helt sjove. Det endte med endnu en omgang dårlig kommunikation med mæglerne, som resulterede i at vi stod i London den dag det viste sig at det ikke længere var vores hus. Vi havde ikke fået de aller sidste ting fra garagen flyttet og børnene havde ikke været forbi til et farvel. Hvis der kunne komme røg ud af ørene på mig, så gjorde der det midt i Kensington Gardens. En situation hvor jeg lige måtte gå for mig selv og tælle til ti rigtig mange gange...... Heldigvis havde min mand allerede haft kontakt med de nye ejere og han ringede og fortalte situationen. De var søde, og sagde at det ikke var noget problem at vi skulle forbi. Min frygt var, at de ville være flyttet ind og jeg skulle se deres ting i "mit" hus. Det var de heldigvis ikke, så udover en virkelig pink trampolin i haven, så var det stadig "mit" hus.

Nu er det overstået, vi skal ikke længere have den bekymring til at tynge os og vi kan nu nøjes med at døje med huslige pligter i vores eget hjem. Jeg har stadig svært ved at finde glæden rigtigt, men jeg kan mærke at vi begge er noget lettere siden igår, så det tager vi ud og fejrer i aften💛

Tanker her på sidste skoledag

Pigerne blev idag sendt afsted til sidste skoledag, som så mange andre børn. De var spændte, men også vemodige. For mit vedkommende er det bare vemod!
En ting er at Alma er færdig med 2. klasse, men at Dicte allerede er færdig med sit første skoleår, det kan jeg næsten ikke bære. Hun er jo min lille pige! Det var også først sent igår aftes at det faktisk gik helt op for hende selv, at idag skal hun tage afsked med sin lærer, og hvor blev hun ked af det. Hendes trygge base her i det første år af det nye skoleliv. Så i de alt for sene aften timer, måtte hun skrive et kort til hendes Kirsten, og det beroligede hende.
Imorges afleverede hun hendes kort og gave, to hjemmelavede armbånd, og fik en kæmpe krammer. I samme forbindelse fortalte hendes lærer mig, at igår da de skulle skrive frit i deres stave mapper, havde Dicte skrevet "Jeg elsker Kirsten"💗

Nu venter 6,5 uges sommerferie, og så starter det virkelige skoleliv. Det er jeg så spændt på hvordan hun kommer til at tackle. Ikke nok med at vores piger ikke ligner hinanden på det ydre, så gør de det bestemt heller ikke på det indre. Alma er så ordentlig, indrager os i alt og gør alt med et smil (altså i skolen, ikke herhjemme😉). Dicte er distræt, fortæller ingenting og reklamerer ikke med noget før hun 100% kan.



Lille pige til børnehave afslutning. Der sker meget på et år!

Hasta luego España

Så er årets sol ferie allerede ovre. Som skrevet tidligere, havde vi gjort det lidt anderledes i år for at få 10 dage istedet for en uge. Charter rejser har været fine til den alder børnene har haft, men sidste år endte vi med kun at have 6 dage på destinationen pga. ærgerlige rejsetider. Det er bare ikke nok. Så i år 10 dage på Costa del sol. Grunden til vi ikke rejser længere tid, er fordi min mand har ferie udenfor skolernes sommerferie, og vi ikke vil tage dem ud for længe. Det ved jeg at der er delte meninger om, men sådan har vi det! Der er mere ferie i vente, så de lider ingen nød😉

De 9 dage gik så lige så hurtigt som de 6 sidste år😯 På charter rejser skal vi ikke røre en finger, bare troppe op til måltiderne og gå i baren hvis vi er tørstige eller trænger til is. I år spiste vi morgenmad hjemme hver dag, frokost de fleste og aftensmad 3 gange. Det var rigtig rart og afslappende, men der går tid med at handle, sætte frem og rydde op igen. Det var ikke noget problem, men alligevel tid vi gerne vil bruge på noget andet på vores ferier. Vi havde booket et rækkehus på et stort resort som var rigtig fint. Fint hus og skøn udsigt. Resort fordi vi synes der skulle være noget for børnene, lidt som de er vant til. Poolen var perfekt for børnene med dens dybde og vandet var dejlig varmt. Men... Allerede første dag konkluderede vi, at vi ikke har brug for er resort: Pigerne er store og gider ikke aktiviteterne alligevel, og så har de nok i hinanden. Jo de skændes lige så meget som de gør der hjemme, men de værdiger alligevel ikke andre børn et blik. Kaoset omkring poolen gider vi ikke og skynder os hjem i vores egen have lige så snart vi er færdige med at bade. Og så er der én ting vi er virkelig fyldt op af: Aften underholdning! Der en en hvis gruppe af turister som synes det er fuldstændig fantastisk med karaoke aftener, carberet aftener....-ja hvad ved jeg. Vi er ikke en del af den gruppe😆😆

Som noget nyt, skulle vi opleve noget kulturelt i år. Det kan vi ikke prale af at have gjort de sidste år😉 Vi ville selvfølgelig gerne opleve mest muligt, og glemte nok lidt den erfaring vi egentlig har gjort os tidligere, nemlig at man ikke kan nå det hele på én tur. Vi har oplevet noget fine steder og nogle mindre fine, men det har været dejligt at opleve lidt og ikke kun at se poolen. Samtidig gør det også, at dagene er gået virkelig stærkt.

Jeg ved ikke hvad det er med os, men de sidste mange ferie syd på, har vi været ramt af sygdom, dog ikke så meget som denne gang. Det startede med Bertram som klagede over ondt i hovedet (hvilket er atypisk for en 3 årig!?) og endte med opkast. Så blev dagens planer selvfølgelig aflyst. Han blev heldigvis hurtig frisk igen, men de næste tre dage var Thomas så ramt på balance nerven og kunne ikke noget om morgenen, og når han endelig kom op, var det med vilde spændinger og hovedpine. Så sprang Alma med på vognen og tog halvandet døgn på langs med slem hovedpine (aldrig sket før!) som også endte i opkast. Så kan en 10 dags ferie altså godt blive kort alligevel😞 Det eneste gode vi fik ud af al sygdommen var, at vi aflyste en dagstur og istedet brugte de sidste to dage ved poolen og i haven. Især sidste dag var bare en rigtig god dag hvor alle fik lov til at slappe af og gøre hvad de ville. Bertram faldt selv i søvn på sofaen til middag, pigerne sad i harmoni og spillede under parasollen og Thomas og jeg lå med hver vores bog. Vi kiggede på hinanden og spurgte os selv hvorfor vi ikke havde gjort det noget mere!?!

Konklusionen er, at sådan en tur kræver planlægning, selvfølgelig med plads til ændringer, for ikke den ene dag skal tage den anden. Vi er lidt typerne der har sat sig i flyet inden vi sætter os ind i hvor vi skal hen🙈 Der skal opleves, men der skal også være masser plads til bare at være og lave ingenting. Sygdommen gjorde at det hele blev lidt presset og vi slet ikke fik gået lige så meget på opdagelse som vi gerne ville. Men som jeg også skrev, så har vi tidligere erfaret at det er helt umuligt at opleve alt på én rejse, så er det bedre at tage et udpluk og håbe på at man kommer igen en anden gang😊 Dette var et skridt på vejen væk fra det trygge charter liv. Vi skal klart på charter ferie igen, det kan også noget, men vi har med denne tur fundet ud af hvad det er vi egentlig gerne vil. Men jeg er jo også blevet 35 år, og tænker lidt det er det at jeg er ved at blive voksen der gør den stor forskel😉

Jeg skal nok lavet et indlæg om hvad vi fik oplevet.....😊

"Hvad er det egentlig du laver?"

Hvis I vidste hvor ofte jeg får det spørgsmål....:-) Men jeg kan nu faktisk godt forstå det.

Lige siden vi for ni år siden flyttede til Østrig, har vi levet meget anderledes end de fleste. Jeg gik hjemme i de år vi var i udlandet og fortsatte med en barsel da vi kom hjem. Derefter startede jeg mit eget lille firma med hjemmelavet børnetøj, som jeg havde indtil jeg gik på barsel med min søn, hvor jeg lukkede firmaet ned for at prøve noget nyt. Min branche er ikke stor i denne del af landet, så det tog lidt tid inden jeg fandt arbejde. Dermed var jeg hjemme i rigtig mange år; syv år for at være helt præcis! Venner og bekendte har selvfølgelig vænnet sig til at vores hverdag er anderledes, men faktisk ofte uden alligevel at stille spørgsmål til den. Størstedelen af danskere lever en "normal" hverdag med 8-16 agtige jobs, så jeg tror godt det kan være lidt svært at forstå nogle gange. Og man skulle jo nødig spørge for meget... ;-)





Grunden til at jeg i sin tid startede mit lille firma, var for at få hverdagen til at gå op med en mand der ikke havde fleksible arbejdstider, og som var væk på alle mulige tidspunkter. Der var ingen fælles weekender, men til gengæld som oftest nogle gode eftermiddage sammen i løbet af ugen. Det var vores prioritet og noget vi havde mulighed for på det tidspunkt. Men efter min barsel, stoppede min mand sin aktive fodbold karriere og vi skulle have en ny hverdag, både ham og jeg. I mellemtiden var vores ældste også startet i skole, så muligheden for friheden i ugens løb, var også forsvundet.
Jeg var heldig at få job hos et af de meget, meget få tøj firmaer i byen. En chance jeg var så taknemlig for efter alle de år "hjemme". Jeg blev heldigvis bekræftet i at jeg kan mine ting, noget jeg ellers var begyndt at tvivle på. I det første halve år arbejde jeg freelance på timebasis, og oftest hjemmefra. Men efter et halvår, 1. april sidste år, startede jeg fuldtid.
Det var en beslutning jeg havde været meget bekymret over. Jeg var ikke i tvivl om at jeg ville arbejdet, og stadig gerne vil, men det med at skulle arbejde 8-16 skræmte mig. Men jeg tænkte at det jo er det man gør, så det skulle jeg selvfølgelig også, og jeg måtte pakke min pyller væk. Jeg skal lige love for at vores hverdag tog en radikal vending, og det var hårdt for os alle sammen! Pludselig kunne jeg ikke aflevere og hente, kunne ikke tage med til ting jeg plejede, ingen legeaftaler hos os og det hele var et stort tarveligt trummerum som gav mig ondt i maven. Børnene kunne ikke forstå hvor mor var blevet af. AV! Så til enden af min prøvetid, valgte jeg at stoppe. Det var dælme ikke sjovt, for jeg vidste at dette sted var min chance og jeg havde så mange ting i kikkerten som jeg havde drømt om rigtig længe. Bare følelsen af "at være noget" var svær at give slip på.

Nu ved jeg at mange nok sidder og tænker; "Jamen sådan er det jo bare!", og ja, det er jeg helt klar over, men det er ikke sådan jeg har lyst til at leve. Grunden til at jeg tog springet, er jo helt sikker fordi jeg har oplevet hvordan livet også kan være, hvilke de fleste ikke har mulighed for. Vi er ikke længere sådan stillet at jeg bare kan gå hjemme og hygge arbejde, men vi valgte alligevel at tage chancen, og tage de erfaringer med som jeg trods alt havde fået.
Noget af det jeg har kæmpet mest med, var at acceptere at det er helt ok ikke at leve som folk gør flest, men det har jeg lært! Når du tænker over det, hvor mange kender du ikke som feks. er gået ned i tid eller har planer om det? Når jeg ser på bare min mødregruppe, så er det 80% af os. Ellers kræver det, at man har en god flekstids aftale. Lige for at understrege, så vil jeg gerne arbejde fuldtid, bare ikke 8-16.

Tilbage til starten "Hvad er det egentlig du laver?": Jo, da jeg stoppede tilbage i juli 2017, skyndte jeg mig at gribe muligheden for at få gjort min stylist uddannelse færdig. Personlig styling er noget jeg altid har været meget optaget af, og nu skulle det være. Så tilbage i september tog jeg igen til London og fik mit bevis, og derefter var det bare at smede mens jernet var varmt. Og det gik heldigvis godt, og jeg er nu blandt andet stylist på vores lokale tv station, freelancer for magasinet APPETIZE, hvor jeg også er mode blogger, og så har jeg undervist detail elever de første tre måneder af året. Som en lille side gesjæft, underviser jeg en dag om ugen i kreative valgfag på en efterskole.

Så med hårdt arbejde, og lidt held, skal jeg nok få dette til at lykkes:-)

Familie tid❤️

FI de fleste familier er familieweekender helt almindeligt og noget der sker hver eneste weekend. Hos os sket det kun når landsholdet spiller og superligaen derfor holder pause. Det er én gang i foråret og tre gange i efteråret.

Så når det endelig sker, får vi ofte lidt stress over at vi skal have ALT ud af den weekend og give børnene en masse kvalitets tid og opmærksomhed fra os begge, og ikke på skift som det ofte er i hverdagen.

Med den cheftræner der er pt, bliver weekenden forlænget med hele fredag og det giver flere muligheder. Så pigerne når en fridag imorgen, og nu er vi på vej til København.

Vi starter på vores yndlings familie hotel med hygge på værelset i aften til ældste pigens nye favorit film "Grease" (jeg er så stolt😄👌🏻). Imorgen skal der shoppes lidt til pigernes garderober, lidt kulturelt og god mad. Lørdag står den på familie besøg, så en dejlig kombination af gode ting❤️

Skal I ikke have et barn mere....?

Man skulle tro, at når man har tre børn, så stopper folk med at spørge om vi ikke skal have flere. Det gør de ikke! Det har aldrig været i min tanker at vi skulle have fire, faktisk var tre heller ikke en selvfølge.
Jeg har aldrig været skruk ved synet af andres babyer. Min fornuft har altid sejret, og mit strukturerede hoved har haft hel styr på hvornår de børn skulle komme for os. Og heldige har vi så også været, for vi har nærmest på datoen kunne bestemme hvornår vi gerne ville have en familie forøgelse, hvilket jeg er dybt taknemmelig for! De fortællinger jeg kender om par som kæmper; hvor er det uretfærdigt! Men tilbage til det at være skruk.....-for nu har det ramt mig! Min dreng blev 2 år i juni, og er officielt ikke en baby længere. Han vil altid være min baby, men så mange ting viser bare hvor stor han er ved at blive. I fredags fortalte vuggestuen, at han ikke længere kunne sove i barnevogn, da han nu er en af de ældste og vognene skal overdrages til de små. Idag skal han så sove indendøre på madras. JEG KAN SLET IKKE BÆRE DET! De ødelægger hele min illusion om min lille dreng.

Pthot: Frederikke Brostrup - juni 2015 (Bertram 1 dag gammel)

Vores piger er født med 2,5 års mellemrum, hvilket jeg synes har været hel perfekt. Ældste var blevet så gammel at vi havde en god kommunikation med hende og hun forstod at hun skulle være storesøster. Faktisk talte hun ikke om andet, og stod ved lågen hos dagplejemoderen og fortalte det til ALLE som gik forbi <3 Men det stod hurtigt klart, at skulle vi have en tre'er, blev det med større mellemrum. Jeg var meget alene med pigerne, da min mand stadig var prof fodboldspiller, og jeg blev presset ud i situationer jeg ikke er stolt af. Frustrationer som kom til udtryk ved højt stemmeleje og en for ofte ALT for kort lunte. Jeg skulle "ud på den anden side" inden en tre'er overhovedet kunne kom på tale. Og det kom jeg heldigvis inden pigerne blev teenagere;-) og lillebror er født da pigerne var henholdsvis 6 og knap 4 år. Jeg elsker at det er pigerne som et tættest på hinanden aldersmæssigt og så vores alle sammens Basse som hele familiens guldklump. Han har det som blommen i et æg <3

Men nu kan jeg slet ikke holde ud at se billeder af nyfødte, det går lige i mit hjerte og jeg kan helt seriøst få tåre i øjnene. Jeg havde aldrig set det komme, men jeg tror simpelthen at realiteten har ramt mig. Tidligere har jeg ikke vidst om baby-kapitlet var slut, men nu er det endegyldigt slut. Fik jeg nu nok ud af det mens mine var små....nød jeg det nu nok?? Det er jeg bange for at jeg ikke gjorde, og det gør mig så oprigtig ked af det.
Mine fødsler er lidt en gråzone for mig og jeg kan ikke huske detaljer (og min mand har verdens dårligste hukommelse, så han er ikke meget bevendt). Utallige gange har jeg hørt kvinder fortælle om følelsen ved at få sit nyfødte barn op på brystet. Jeg fik ikke min ældste op med det samme, da hun skulle have lægehjælp. De to andre kan jeg ikke huske. Det er ikke løgn, jeg kan seriøst ikke huske det. Jeg kan nærmest mærke mit hjerte briste når jeg tænker på det.
Og barslerne....-nej, dem har jeg heller ikke fået det optimale ud af. Ved ældste flyttede vi til Østrig da hun kun var 4 måneder gammel. Jeg var 26 år gammel og ikke et sted hvor jeg bare kunne nyde det. Der kan vi snakke om frustrationer. Når jeg nu, 8,5 år senere, tænker tilbage på det, ville jeg ønske jeg kunne have givet mit 26 årige jeg et råd med på vejen. Med mellemste var vi lige kommet tilbage fra Østrig. Jeg brugte endnu en barsel på mange frustrationer, denne gang om ikke at ane hvad fremtiden skulle bringe for mig. Økonomisk var vi godt stillet, og jeg skulle ikke bekymre mig om det, men min identitet trængte i den gad til at der skulle ske noget. Det endte med at jeg startede mit lille firma "by P" samtidig med at jeg var salgskonsulent for et børnetøjsfirma. Til tredje barsel valgte jeg at lukke mit firma, da jeg trængte til at komme ud i den virkelig verden, og vores liv samtidig skulle tage en drejning med min mands karriere stop (læs om det her). Det blev til endnu en omgang frustrationer om hvad jeg nu skulle gøre, og det var en rigtig hård omgang. Samtidig var min søn 8 måneder før han tog en ordentlig lur, og det egnede jeg mig ikke til. Han var på mig hele tiden og ville ikke engang køre tur med barnevognen. Jeg husker den tid som mig siddende i sofaen med ham i armene konstant. Jeg sidder nu og tænker tilbage på alle de situationer jeg ville ønske jeg havde gjort anderledes, tid jeg føler jeg har spildt istedet for bare at være i nuet og nyde det. Det er en ret stor ÆV følelse og tid jeg aldrig får tilbage.

Photo: Frederikke Brostrup - juni 2016

Men hvorfor skal vi så ikke have en 4'er? Fordi jeg kun vil have alle de romantiske og hyggelige stunder! Jeg er så glad for den sindsro jeg har nu med mine tre; jeg nyder dem og elsker at de er så store at vi bare kan være.... Vi er ovre pylrede babyer som ikke kan give udtryk for hvad de vil, ulvetimer hvor en af os vandre rundt med klapvognen for at få ro, børn der ikke vil puttes, børn der ikke sover længe nok lure, mad der kun bliver halvt lavet.... Ej hvor er det lækkert! Og jeg elsker at jeg er et sted hvor jeg virkelig bare kan nyde det og ikke ønsker at være nogle andre steder.

Jeg mangler bare en baby som vil putte på mit bryst ;-)

Reality check

Nu er det efterhånden allerede 10 dage siden jeg kom hjem fra London. Det er så vildt hvor hurtigt tiden går; jeg kan slet ikke følge med.....
Jeg havde en virkelig god uge med ren ego tid. Selvom det havde bekymret mig ret meget at skulle være væk fra mand og børn i en hel uge, så nød jeg det virkelig. Jeg går ikke og svælger ved tanken om at være uden dem, men jeg tænker nærmest på dem konstant, men kun med et smil på læben. Når jeg ved at de er i trygge hænder, så slapper jeg af. Den uge var SÅ godt givet ud, på mange punkter....
Grunden til at jeg kunne slappe af, var så fordi jeg havde lavet et flot skema til min mand over ugens planer, aktiviteter og div. Jeg havde lagt tøj frem til alle dage til pigerne og pakket deres gymnastik tasker. Om det var nødvendigt? Sikkert ikke, men det beroligede mig. Så ja, det var helt sikkert for min egen skyld:-)

Jeg kom hjem lørdag aften og fik dermed en hel hygge aften og hele søndagen med ren kvalitets tid med alle mine <3 Mandag slog virkeligheden dog ind.... Sjældent har jeg oplevet så stort et anti klimaks det var at blive ramt af hverdagen herhjemme. BOM! I en hel uge havde jeg kun mig selv at tænke på, jeg var afsted med noget jeg brænder for, jeg gik i det tøj jeg elsker som er mig og udtrykker hvem jeg er, jeg var i en by med liv og muligheder..... Mandag stod den igen på morgen rutiner, børn i skole og vuggestue og så hjem til et stille hus i mit afslappede tøj. Kontrast? JA! Jeg elsker Aalborg, men føler ikke altid at det er her jeg hører til, især ikke i en branche som min.
Egentlig kommer det sig af, at jeg pt står midt i en "process" for at finde ud af hvad jeg skal arbejdsmæssigt, og derfor er hjemme de fleste dage. Det er en process jeg har kæmpet med i rigtig lang tid egentlig, dog med pauser. Jeg har tidligere skrevet om min situation her og her. Meget er dog sket siden og jeg har lært utrolig meget. Siden september 2016 til april 2017 arbejde jeg som freelance modelkonstruktør for et, på daværende tidspunkt, nyopstartet tøj firma. Jeg fik nogle gode mulige og kom hurtigt til også at sidde som kreativ udvikler. 1/4-17 startede jeg op fuldtid for samme firma. Det var en beslutning jeg/vi havde rigtig mange tanker omkring, da det at starte et almindelig 8-16 job op faktisk aldrig har tiltalt mig. Og efter at have levet som vi har i otte år, og tre børn senere, var beslutningen ikke nemmere. Men jeg stod i en situation hvor jeg ikke følte jeg havde andre valg, og ikke kunne tillade mig at være forkælet ikke at ville have den slags arbejdstider, for det er jo det man gør.....! Jobbet var en fantastisk mulighed og jeg elskede min opgaver! Men jeg blev bekræftet i, at det ikke er mig at arbejde på den måde, i hvert fald ikke når fleksibilitet ikke indgår i aftalen, og jeg valgte at stoppe til min prøvetid udløb. Det var lidt af et personligt nederlag og jeg følte mig som en kæmpe fiasko, og blev rykket lige tilbage til min situation for godt et år tilbage, et sted jeg ikke har lyst til at være. Men når man står som 34 årig, så har man heldigvis fået en hvis form for selverkendelse og ved hvad ens værdier er. Det var dog ikke dårligt givet ud; jeg lærte utroligt meget både fagligt og personligt. Nu er mit projekt at stole på mine indskydelser og gøre det som jeg ved vil gøre mig glad!

Lad os tage den en anden dag.... ;-)

Sister sister

Min søster og jeg er nok ikke de eneste som har fået et anderledes forhold efter der er kommet børn til. Min søster bor jo her i London, og derfor ses vi ikke ofte, og når vi gør, er det ofte intens og omringet af 5 børn, mænd og bedsteforældre. Det er der bestemt også noget godt og særligt ved, men jeg savner at have hende i min hverdag og have mulighed for bare at være hende og jeg engang imellem.

Det skete igår! For første gang i knap tre år. Efter skole og arbejde, mødtes vi ved Embankment (som er så fint et område med masser pubs, restauranter og god stemning). Gik en fin tur over til South Bank og fik en drink ved en street truck helt ned til vandet.

Ikke at skulle tænke på børn og spise- og sovetider, var fantastisk i sig selv! Drinks på en onsdag er mindst lige så fantastisk😄 Ved 20.30 tiden gik vi på en asiatisk restaurant. Og så kom mødrene i os ellers op, og vi var så klar til at komme hjem i seng🙈😄

Men det var den sene sengetid værd, og jeg vil anbefale ALLE at tage sig tid til at være dem de var engang, engang imellem. Ingen er for travle til det, selvom de måske selv synes!!!!;-)

At gøre noget for sig selv

Hvor mange mødre kender ikke til dagligdagen hvor man fiser rundt fra den ene aktivitet/legeaftale/sport til den anden, ofte flere gange om ugen? Det gør jeg, og at dømme ud fra mine veninder, kender vi det alle. Når man så har børn i forskellige aldre, men alligevel for små til at blive hjemme alene, så er det oftest med alle på slæb! Dagene tager virkelig hinanden med et ofte for pakket program, men alligevel vil vi jo gerne at de går til noget.

Men hvor er det lige at vi selv kommer ind i billedet? For mit vedkommende kommer jeg ind på 5. pladsen = sidste pladsen. Måske er det bare sådan at være mor, for det er ikke kun min familie som gør det til det, men lige så meget mig selv. Børnene kommer altid først og jeg er alt for dårlig til bare at sige "sådan er det bare, nu går jeg!".

Der hvor jeg træner, er der ikke faste hold, så man melder sig bare på som det passer. Det er alt for nemt ikke at få det til at passe!! Jeg har tiden til det pt, men alligevel bliver det bare ikke rigtig til noget.

Men i tirsdags startede jeg til dans, og det er fast! Jeg er tidligere danser og dansede i godt 20 år. Faktisk indtil jeg var 6 mdr. henne med vores ældste datter. Siden da har jeg ikke kunne finde er hold som passede, for orker ærlig talt ikke at stå med dem på 16 år. Men én gang danser altid danser, og det har været et stort savn. Men heldigvis har vi en skøn danseskole med ejere som dansede da jeg gjorde, og de har nu startet et hold decideret til de +30 årige med danseerfaring.  Dét var godt og jeg havde ikke glemt hvordan man gør;-)

Så selvom mine døtre kiggede på mig som om jeg var åndsvag da jeg sagde at jeg skulle til dans, så gør jeg det alligevel, og jeg vil gå med god samvittighed og overlade skuden til min mand!

Og faktum er, at en glad mor er en bedre mor. Så smid tøjlerne, overlad ansvaret og gør noget for dig selv med god samvittighed.

Tid til alle

Når man er en familie på fem, med en far som ikke har faste arbejdstider, kan det virkelig være svært at finde tid til alle. Jeg kæmper virkelig for alle mine tre børn skal have tid hver for sig og efter deres egne præmisser. Men det er meget nemmere sagt end gjort.
Især efter at vores ældste datter startede i skole sidste år, har det været en udfordring. Skolelivet kommer bare med nogle forpligtelser, både i forhold til mødetider, men også andre aktiviteter. Vores familie fungerer bare bedste med børnehavelivet, hvor man kan tage sig en fridag når man har lyst, og fordi det er der vores far har "weekend".
Selvom jeg synes jeg har kæmpet for at gøre plads til alle, kommer hverdagen bare nemt til at køre efter vores ældste og yngste. Og ja, her kommer det forsømte mellemste barn ind! Jeg er sikker på at hun ikke føler sig forsømt, men når jeg tænker på hvad hun bla. bliver slæbt med til fordi det skal storesøster, får jeg dårlig samvittighed. Men samtidig er det også vores skolebarn jeg tænker på, fordi hun aldrig kan tage en fridag. Ja lillebror er her også, men han er så lille han bare er glad hvis han kan rende rundt. Det er ikke nemt, og jeg er sikker på at jeg ikke er den eneste som kender hovedpinen.

Før skolen startede for halvanden uge siden, tog jeg er mor/datter dag med vores skolebarn. En tur i svømmehallen med fokus KUN på hende, shoppe tur i Søstrene Grene (heldigvis skal der ikke mere til) og så på café. Da hun gik i seng den aften var kun ked af det. "Jeg vil bare ikke have denne dag til at slutte!" End dag godt givet ud!

Vores mellemste datter fylder fem år om en måned, så der er ikke noget som går hendes næse forbi. Hun har ærlig talt synes det var dybt uretfærdigt at søster skulle i biograf klub fem gange uden at hun var afsted. Jeg er helt enig! Så igår fik hun sin mor/datter dag. Vi så "Kæledyrenes hemmelige liv", shoppede fødselsdags gejl i Søstrene Grene (ja, det er vores yndlings) og så selvfølgelig café hygge. Hun var glad lige fra morgenstunden, og jeg blev mindet om at hun starter i skole om kun ét år. Det år skal nydes!

Lillebror nyder bare at det ikke regner disse dage, men med udeliv komme skrammer. Og når man er en dreng som vil frem i verden, så går det også galt. Ja, vi har fået en dreng i huset!

Holiday blues

Igår startede alle tre børn igen efter ferien, og hverdagen skal stille og rolig til at indfinde sig. Jeg har nu haft dem hjemme i 2,5 uge med tur til London og Sæby. Vi har hygget os, men det har også været hårdt. Havde jeg kun pigerne hjemme var det ingen sag, og vi kunne gøre lige hvad der passede os, men en lillebror på 14 måneder sætter virkelig dagsordnen. Han er den vildeste charmer og har en kæmpe personlighed, men hold nu op han har krudt i bagdelen! Sætter jeg ham ned, går han konsekvent den modsatte vej, han kravler op i sofaen og venter spændt på at jeg kigger så han kan vise at han kan hoppe, han tømmer skraldespanden, han rører rundt i toilettet med en grydeske.... Ja, jeg kunne blive ved. Det er godt han er så sød og køn, så kan han slippe af sted med meget:-) :-)

Man kan se balladen i hans øjne :-)

Jeg HADER når ferier slutter. Jeg får altid  "the holiday blues". Hvorfor skal det slutte, vi havde det jo lige så godt!? Tanken om hvor længe der går inden næste ferie, tanken om at endnu et skoleår skal starte og friheden forsvinder.... Vores ældste pige har det præcis på samme måde, og bliver decideret ked af det. Det er sådan en ÆV følelse. Heldigvis havde vi en dejlig sidste ferie dag igår. Min mands farmor blev ikke mindre end 96 år, og næsten hele familien med de 18 oldebørn var samlet i Ringkøbing. Solen skinnede og fødselsdagen sluttede med en tur forbi Houvig strand (lige ved Søndervig) for flere af os. Selvom vi er vant til vesterhavet i Nordjylland, så er det bare noget andet der.

Spaghetti cabonara FAVORIT

Nu skal I ikke tro at der går mad blog i den, men må dele denne opskrift.

Hos os har vi en ret som altid er et hit; spaghetti cabonara!

Bonus: Den er billig og meget nem at lave!

Der er så mange varianter, og ofte er de meget fede. Men det er denne ikke.

 Vi har her til os alle fem+:

600g spaghetti

10-12 skiver kalkun bacon

2 pakket Philadelphia ost

4 æggeblommer

Salt

Peber

Bredbladet persille

Parmesan

Kog pastaen.

Skær baconen i strimler og steg indtil det får farve.

Pisk ost og æg godt sammen og tilsat salt og peber. Bland baconen i.

Til sidst vendes pastaen i.

Top med hakket persille og parmesan.

Det er dælme nemt OG velsmagende for hele familien, og hvem elsker ikke at have en sådan en i baghånden til travle dage.

Batman power

Hvert år i uge 29-30 er institutionerne lukkede. Min mand har aldrig ferie på det tidspunkt, så jeg skal være super-mom og finde overskuddet frem. Idag iførte jeg mig denne t-shirt, og tænkte at det klart måtte hjælpe;-) Når glimmer bare lige giver dét ekstra.

Et London køb fra sidste år da jeg var gravid. Godt køb til ingen penge!

Vi er i disse dage i sommerhus i Sæby. Selvom Aalborg kun ligger 40 min. herfra, er det ikke et sted vi er kommet. Sidst jeg var her er vel 10 år siden, og det var kun på den kendte fiskerestaurant og stranden. Men chancen bød sig, og sikke et dejligt sted!

By, idyl, havn, skøn strand og masser af is kiosker. Alt hvad man kunne ønske sig!

Brighton

Selvom jeg, som sagt, har været i London et hav af gange, så har jeg aldrig været ude af London. Stor fejl, I know, men muligheden har bare ikke rigtig budt sig!

Men denne gang skulle det være anderlede, så min søster og hendes to piger og mig og mine drog afsted til Brighton. Det kan gøres på halvanden time fra London Victoria, så man kan også nå det på kortere turen herover.

Det er en rigtig hyggelig kyst by, med en kæmpe sten strand. Men når man kommer med toget og skal gå turen mod stranden, kommer man igennem de hyggeligste små gader med masser af cafeer og restauranter. Der er rigtig mange sjove og specielle butikker, genbrug og sågar en hel butik kun med brugte industrielle lamper. Men der er også alle de kendte highstreet butikker.

Når man når stranden, er det dette syn som byder dig velkommen, den kendte Brighton Pier...-og alle de enorme måger!

Ved det meget specielle slot, Royal Pavilion, ligger en hyggelig have. Slottet er bygget i en indisk-gotisk stil og noget helt særligt.

En skøn tur, og et anderledes glimt af England. Mit næste mål er at komme ud og opleve "the countryside".

At rejse med børn

Nu går turen igen til London, denne gang ren fornøjelse, bare mig og mine piger. Der er mange der ofte spørger mig hvordan jeg gør, når jeg har pigerne med alene, så jeg skal prøve at skrive lidt.

Sagen er den, at min mand jo ikke bare kan få fri, så hvis jeg vil afsted, må jeg gøre det selv. Sådan har det altid været, og jeg kan rigtig godt lide at vi også kan gøre ting hver for sig. Det giver anderledes oplevelser

Min søster bor i London med mand og børn, så vi har altid mulighed for logi, og det gør det jo for det første noget nemmere. For det andet har min søster boet i London i 11 år, og jeg har været der omkring to gange årligt alle år. Så det er alligevel blevet til en del! Jeg kender byen, og ikke mindst er jeg tryg ved transporten med tog, undergrund og bus.

Vi flyver altid til Gatwick, da det er nemmeste i forhold til hvor vores familie bor i syd London. Når man kommer ud, følger man bare skiltene til tog stationen, som ligger i forbindelse med ankomst hallen. Det gælder lige meget hvilken lufthavn man flyver til. Der er masser billet automater, ellers er der et billet kontor, og de er altid søde til at hjælpe med perron, skifte og hvad det nu kunne være. Så er det bare ned ad rulletrappen, og så er du simpelthen ved toget. Nemmere kan det ikke blive. Skal man skifte undervejs er det ikke noget at frygte. Har jeg har børnene med, spørger jeg altid en medarbejder om hvilken perron vi skal med fra, istedet for at slæbe dem og bagage rundt. De er så villige til at hjælpe! Så er det også man skal huske, at i England er der en anden mentalitet, og ser de en mor med børn på slæb, og måske lidt for meget bagage, så hjælper de gerne ind og ud af toget, og de fleste viger også fra deres pladser hvis toget skulle være fyldt. Måske husker I et billede jeg postede af et badge jeg fik da jeg var gravid. Der stod "Baby on board", og folk har virkelig respekt for det! Det ville ikke ske i Danmark, vel?!

Når vi skal rundt i byen, bruger vi både tog, undergrund og bus. Tog fordi det er det der går fra min søsters hus, da de bor lige efter sidste undergrundsstation. Men det passer så fint ind til Victoria station hvor man kan skifte til alle destinationer og både bus og undergrund. Vi vælger ofte bussen, da man ser byen og får et godt indtryk af hvordan byen hænger sammen. Det går selvfølgelig meget hurtigere med undergrunden, men det er også noget mere hektisk. I myldre tiden er der sindsygt mange mennesker, og der ville jeg aldrig tage børnene med. Men hele undergrunds systemet skal man ikke frygte. Tager man sig tid til at studere kortene og finde ud af hvilken retning man skal i, så er det bare at følge skiltene. Når jeg sidder herhjemme, kan tanken om undergrunden godt skræmme mig lidt; kan jeg nu holde pigerne ved mig, er der helt proppet.... Men når vi står der, tænker jeg ikke over det.

Nu til det mere materielle. Jeg har faktisk altid haft en klapvogn til pigerne, selvom de hjemme ikke bruger. Alma på 7 år får selvfølgelig ikke, men Dicte er stadig kun 4 år, og skal vi have en god dag uden for meget brok over trætte ben, så er det en god ting. For en mor der må afkorte sin shoppe dag, det ender ikke godt:-) Og ellers så bare husk at planlægge dagen så alle, både store og små, kan følge med.
Pigerne har begge en lille rejse kuffert som de elsker at pakke deres legetøj i. Det er også rigtig fint på charterferie, men når vi skal ud og med tog, skifte og efterfølgende gå et lille stykke, så går det smarte bare af det. Jeg har nok med at få dem og vores kuffert ind og ud af toget, så gør deres kufferter det bare så meget mere besværligt, for de kan ikke altid selv få dem med sig ind og ud. Så vi er gået over til at bruge ders små Fjällräven. De er små, men hvis vi alle tænker over det, hvor meget bruger børn deres legetøj når man er afsted? De har tegneting, bog og en bamse med, og mere behøver de ikke. Deres dage bliver fyldt med oplevelser. Tasken på rygge, og så går det så meget nemmere.

Dette var den kedelig del af at rejse med børn, men alligevel vigtig. Vi er meget rejsevante i vores familie og jeg tager det hele meget roligt. Det tror jeg er nøgleordet. For kan børnene mærke at mor er stresset/presset, så bliver de det også. Men frygt ej, tag børnene med; det er de bedste oplevelser!!

Vi lader far og basse B blive hjemme. Jeg må alligevel kaste håndklædet i ringet når det kommer til at rejse alene med tre unger. Bertram er kun lige fyldt 1 år, så det skulle ikke være for hans fornøjelse at tage ham med. Så kan de få en god gang mandehørm herhjemme istedet <3
Jeg har aldrig været væk fra ham, og det var da ikke den nemmeste aflevering i vuggestuen idag. Igen, igen, igen....-en mors samvittighed!!

Jeg vender tilbage efter turen med tips til ting af lave i London med børn.

Der var engang en pige som have en blog...

....-hun fik den bare ikke rigtig brugt!
Det er vist en ret sigende status på StyleOnMind. Desværre. Det er virkelig ikke fordi jeg ikke gerne vil være aktiv, og jeg bruger rigtig meget krudt på at tænke på indlæg, de kommer bare ikke videre.... Men det skal være slut nu.

Én ting er, at jeg har mange interesser, og nogle gange lidt for meget i øst og vest. Så kommer jeg oftest frem til, at læserne ikke kan finde hoved og hale i hvem jeg er og hvad jeg står for. Men egentlig er det jo netop den jeg er! Så planen er at lade være med at tænke for meget på det, og bare vise hvad det er som fylder min hverdag.
En anden ting er, at der har været andre ting som har fyldt mit hoved de seneste ret mange måneder. Svære ting som har fyldt nærmest alt for mig.

Jeg skrev et indlæg tilbage i marts (læs det her) om nye tider i vores familie. Min mand stoppede sin aktive fodbold karriere i juni måned. Vi havde flere måneder til at forberede os på det efter den endelig beslutning blev taget. Samtidig har vi godt vidst, i ihvertfald det sidste år, at tiden snart var inde. Men det var mildest talt skide hårdt. Det har været vores liv i alle de 15 år vi har været sammen. Og som fodbold familie, er det et fodbold liv, hvor det mere eller mindre styrer dagsordnen. Thomas fik en fantastisk afsked på stadion efter den sidste hjemmekamp, lige som han fortjente. Nu har han så taget hul på sit nye job som assistent træner for sit gamle hold. Det kræver tilvænning, for os alle.
(Skulle man have lyst, kan man se to film om afskeden her og her og få et indblik i hvor stort det har været for ham og os).
Det betyder jo at han er fortsat i samme game, og det betyder at det stadig fylder meget for hele familie. Dog på en anden måde end som spiller, men det tager stadig rigtig meget tid, og stadig vores weekender. Det har jeg haft et kæmpe problem med at skulle accepterer, og har det faktisk stadig. Alle siger tillykke og synes det er så fedt, og jeg ved ikke finde en grimasse som kan passe. Jeg  har set frem til tiden efter hans fodboldkarriere i mange år, og aldrig set for mig at han skulle bliver en del af træner teamet. Vi har altid snakket meget om hvad vi kunne når der ville komme mere frihed i vores liv, og jeg mente at så var det min tur til en karriere! Mange har et meget idyllisk billede af at være fodbold familie, og tror man bare lever livet. Men min karriere har mere eller mindre været sat på stand-by i syv år for at det kunne fungere for os, og det er vel og mærke i en alder fra 26-33 år hvor man normalt danner sin fremtid. Nu er det jo ikke Ronaldo jeg er gift med(al respekt til mig mand :-) ), så én ting er at jeg gerne vil have en karriere, men der er også brug for det nu.

Det store problem er så bare, at jeg ikke har noget job, og har virkelig svært ved at finde et. Jeg lukkede min enkeltmands virksomhed ned før min barsel april 2015. Det har altid været meningen at jeg kun skulle have den i en periode, for at gøre vores dagligdag nemmere med børnene, fordi man som fodboldspiller ikke er fleksibel på nogen måde. Så det passede så fint, at jeg lukkede ned og var klar til nye udfordringer året efter når Thomas alligevel nok ville stoppe, og vi begge kunne starte på vores nye liv. Men i min branche hænger jobbene virkelig ikke på træerne i Nordjylland(eller bare generelt!). Jeg synes virkelig at jeg har gjort en kæmpe indsats, været kreativ, forsøgt at skabe jobs... Men det er bare ikke lykkedes. Jeg har kun gået tre måneder efter min barsel, og jeg er udemærket klar over at det ikke er længe, men jeg har søgt længe før da, og udsigterne er bare elendige. Jeg er lidt en kontrol freak, og kan slet slet ikke klare denne uvished, og jeg føler mig så uduelig.
Mit hoved kører konstant. Jeg mener virkelig KONSTANT, og det er ikke til at holde ud! Jeg søger ikke én bestemt stilling, både fordi jeg bevæger mig over flere felter med den erfaring jeg har fået gennem årene, men også fordi jeg er meget åben for nye udfordringer. Men det bliver bare så udefinerbart, både for mig og for dem jeg skal søge hos. Jeg har så mange ting jeg brænder for, men det eneste jeg er helt sikker på er, at kreativitet bliver nødt til at være en del af mit job. Det behøver ikke nødvendigvis at være indenfor tekstil branchen som jeg er uddannet, men får jeg ikke lov at bruge den side af mig i min dagligdag, hober der sig krea-kriller op i mig, eller så uddør den! Før vi fik børn, var jeg afsted på job fra 7-17 hver dag. Når jeg kom hjem var jeg færdig, og jeg endte med ikke at sy i flere år. Jeg har nået en alder, hvor jeg virkelig skal finde min hylde, og jeg er fast besluttet på at finde et job der gør mig glad. Livet er simpelthen for kort til at bruge så mange timer af sit liv på noget man ikke brænder for. Det er ikke alle som kan forstå det, og vil mene at jeg skulle satse på noget mere sikkert, men der er svaret altså bare nej! Mange er bygget til at klare et "almindeligt" job på kontor fra 8-16, og så er der altså bare os andre som ikke er.

For Jer som læser dette, og sidder i en fast og sikker stilling, så tænk på dem I kender som måske sidder i samme situation som mig. Det er ikke en loppe tjans at være ledig, det er et fuldtidsjob, og det er pisse hårdt. Så måske der skulle et ekstra telefon opkald til idag:-)
Til dem af Jer som kan kende Jer selv i min fortælling, så husk; I er ikke alene! Mit bedste råd er, at tale med dem i omgangskredsen som selv har stået i lignende situation, og folk som bare er gode til at støtte og hjælpe på vej. Dét hjælper! (Det skal jeg bare huske også at sige til mig selv, når det hele bliver for meget!)

På torsdag tager jeg pigerne med over til min søster og hendes familie i London. Jeg håber virkelig at det hjælper at komme væk fra computeren i nogle dage og tænke på noget andet. Mon så ikke der ligger et job og venter på mig når jeg er tilbage ;-)

-Pernille

Endelig tid alene, men...

I 11 måneder har jeg manglet tid for mig selv. Jeg arbejdede hjemme før barsel, og har derfor været vant til at være meget alene. Nu er min lille mand startet i vuggestue, og jeg har idag for første gang, 4 timer for mig selv.

Umiddelbart skulle man tænkt "FEDT!", men kan jeg nyde det? Nej nej. Det eneste jeg tænker på er ham! Der er så vanvittig stille og ingen alarm jeg skal høre efter. Det første jeg gjorde var at bruge en halv time på at sortere vasketøj. Wuhuu! Den dårlige samvittighed over, at han er dernede med andre voksne, når jeg alligevel bare er her hjemme. Puha!

Bliver man nogensinde tilfreds?😊

Nye tider, og så alligevel ikke....

I forgårs blev det offentliggjort, at min mand stopper sin karriere som fodboldspiller. Istedet skal han være assistenttræner for sit gamle hold. Det er en fantastisk stilling til ham, jeg ved han vil være god til det og jeg er stolt af ham. Vi har længe vidst at hans aktive karriere var ved at være slut, da han er en gammel mand i branchen:-)  Lige nøjagtig hvad der skulle ske, kom først på plads i denne uge. Der har været andre muligheder, men denne var for god til at sige nej tak til. Det er så alt sammen set mest ud fra min mands side af sagen...... Nu min side!
Det er ikke nogen hemmelighed, at det er en speciel hverdag med en professionel sportsmand i huset. Det giver rigtig meget godt, som f.eks. korte dage i løbet ad ugen og dermed tid med familien om eftermiddagen. Til gengæld er der jo så heller ikke noget som hedder weekend fri. De eneste weekender de har fri, er de weekender hvor landsholdet spiller, hvilket er max 6 gange om året. Weekenderne står oftest på én træning den ene dag og én kampdag. Før vi fik børn, generede det mig ikke så meget, det var kun når man blev inviteret til forskellige ting og aldrig kunne give svar, eller oftest (som i stort set altid) måtte troppe op alene. Der er ikke noget der hedder at mødes med venner og hygge med god mad og rødvin, ingen spontane ture.... Men i de sidste syv år med børn, har historien været en anden. Jeg har været så priviligeret, at jeg har været hjemme de sidste syv år, og det har givet os en kæmpe frihed, da der aldrig er noget fast skema, og skiftende kampdage. De første to år boede vi i Østrig, hvor den første tid gik med min første barsel og ellers var det heller ikke en mulighed at have et arbejde pga. min mands arbejdstider. Da vi kom hjem var jeg gravid og så endnu en barsel. Derefter valgte vi, at jeg skulle starte "by P", hvor jeg lavede og solgte børnetøj, for at jeg kunne arbejde hjemme og bevare min fleksibilitet. Det var hele tiden planen, at det kun var for en periode, og max indtil fodboldtiden var slut. Så inden min tredje barsel for snart et år siden, lukkede jeg firmaet ned, så jeg kunne starte på en frisk efterfølgende, og fordi vi dengang godt vidste, at fodbolden nok ville være slut efter min barsel. Med et skolebarn, har meget også ændret sig. Hun har nu også sine forpligtelser, og når alle vores ferie ligger udenfor skolernes ferier, er det mildest talt bare noget bøvl. Det sidste års tid har hun også spurgt sin far: Hvornår stopper du? Du skal altid afsted!
Nu er det så en realitet, og til sommer er det slut. Men så alligevel ikke. For som træner, kommer arbejdstiderne ikke til at ændre sig. Det har været en meget stor mundfuld for mig, og faktisk sidder jeg med en kæmpe klump i halsen mens jeg skriver dette. Jeg har ikke slugt den endnu! Jeg ved at det er det rigtige, men fordi det egentlig har været et andet jobtilbud vi har skulle forholde os til i lang tid, med mere almindelige arbejdstider, føles det lidt som et slag i hovedet. Jeg har tilsidesat mine egne behov i mange år, hvilket jeg har gjort helt frivilligt. Jeg har altid tænkt, at når fodbolden var slut, så var det min tur! Jeg står nu som 33 årig, og skal først nu til at have gang i min karriere. I forhold til den branche jeg er i, bor vi det helt forkerte sted i landet, og nu hvor jeg skal fortsætte med at være den fleksible forælder, gør det det virkelig svært. Jeg føler mig som Pernille 33 år: Hvad skal jeg være når jeg bliver stor?? Jeg vil så gerne glæde mig på min mands vegne, og lade han glæde sig, og ikke være den tvære kone.
Egentlig er det jo ikke bare jobbet som er overvældende, men det er også det liv vi har kendt i 15 år sammen, det eneste liv vi kender, som er slut. Sådan et job er ikke et man bare tager hjem og holder fri fra, det er deres liv, vores liv. Han har altid været fodboldspiller, min fodboldspiller! Det er virkelig vemodigt.

Giv mig et par dage, en uge måske, så har jeg nok vænnet mig til tanken om vores "nye" hverdag. Det må bare være nu, at jeg virkelig skal sætte mine kreative talenter på arbejde og finde en løsning på mit liv;-)

Spise tid

For en uge siden startede baby B på grød. Det er gået så fint, og han synes det er spændende. Jeg valgte at starte med hirse mel, da det er en god starter grød. Der er også andre muligheder. Jeg laver det selv, for så ved jeg 100% hvad der er i det, og det er virkelig nemt. Mel, vand og olie, og du er kørende:-)

Igår havde vi besøg af sundhedsplejersken, og hun sagde at han var klar til at fortsætte med grønsags mos. Når man først er igang, så går det så stærkt!

Så jeg måtte en tur ud at handle grønsager. Kartofler, gulerødder, selleri, broccoli og så en gang ærter fra frost. Der var mange flere muligheder. Årstiden er super i forhold til det store udbud af rodfrugter.

Jeg ved der er mange som synes at det er et stort, og uoverskueligt, projekt med mad til de små. Det har jeg aldrig synes, så jeg må hellere dele mit tip med Jer:-)

Jeg har altid købt stort ind, 4-6 forskellige grønsager ad gangen. Så vasker jeg dem og skærer dem i små stykker, hvorefter de fryses rå i seperate poser. Det eneste jeg ikke fryser er kartoflerne, da de får en lidt sjov konsistens. Så er det klar til at komme direkte i gryden uden tilberedning, og dermed super nemt. Kun kartoflerne som lige skal skrælles, og det er jo bare et par stykker.

Jeg bruger altid tre forskellige grønsager i én mos, og varierer det fra gange til gang. Kun kartoflen som altid er med.

Jeg laver til tre dage ad gangen. Det har fungeret så fint for os med alle tre børn, og gør bare at det aldrig er et emne. Mor har sørget for det:-):-)