Nye tider, og så alligevel ikke....

I forgårs blev det offentliggjort, at min mand stopper sin karriere som fodboldspiller. Istedet skal han være assistenttræner for sit gamle hold. Det er en fantastisk stilling til ham, jeg ved han vil være god til det og jeg er stolt af ham. Vi har længe vidst at hans aktive karriere var ved at være slut, da han er en gammel mand i branchen:-)  Lige nøjagtig hvad der skulle ske, kom først på plads i denne uge. Der har været andre muligheder, men denne var for god til at sige nej tak til. Det er så alt sammen set mest ud fra min mands side af sagen...... Nu min side!
Det er ikke nogen hemmelighed, at det er en speciel hverdag med en professionel sportsmand i huset. Det giver rigtig meget godt, som f.eks. korte dage i løbet ad ugen og dermed tid med familien om eftermiddagen. Til gengæld er der jo så heller ikke noget som hedder weekend fri. De eneste weekender de har fri, er de weekender hvor landsholdet spiller, hvilket er max 6 gange om året. Weekenderne står oftest på én træning den ene dag og én kampdag. Før vi fik børn, generede det mig ikke så meget, det var kun når man blev inviteret til forskellige ting og aldrig kunne give svar, eller oftest (som i stort set altid) måtte troppe op alene. Der er ikke noget der hedder at mødes med venner og hygge med god mad og rødvin, ingen spontane ture.... Men i de sidste syv år med børn, har historien været en anden. Jeg har været så priviligeret, at jeg har været hjemme de sidste syv år, og det har givet os en kæmpe frihed, da der aldrig er noget fast skema, og skiftende kampdage. De første to år boede vi i Østrig, hvor den første tid gik med min første barsel og ellers var det heller ikke en mulighed at have et arbejde pga. min mands arbejdstider. Da vi kom hjem var jeg gravid og så endnu en barsel. Derefter valgte vi, at jeg skulle starte "by P", hvor jeg lavede og solgte børnetøj, for at jeg kunne arbejde hjemme og bevare min fleksibilitet. Det var hele tiden planen, at det kun var for en periode, og max indtil fodboldtiden var slut. Så inden min tredje barsel for snart et år siden, lukkede jeg firmaet ned, så jeg kunne starte på en frisk efterfølgende, og fordi vi dengang godt vidste, at fodbolden nok ville være slut efter min barsel. Med et skolebarn, har meget også ændret sig. Hun har nu også sine forpligtelser, og når alle vores ferie ligger udenfor skolernes ferier, er det mildest talt bare noget bøvl. Det sidste års tid har hun også spurgt sin far: Hvornår stopper du? Du skal altid afsted!
Nu er det så en realitet, og til sommer er det slut. Men så alligevel ikke. For som træner, kommer arbejdstiderne ikke til at ændre sig. Det har været en meget stor mundfuld for mig, og faktisk sidder jeg med en kæmpe klump i halsen mens jeg skriver dette. Jeg har ikke slugt den endnu! Jeg ved at det er det rigtige, men fordi det egentlig har været et andet jobtilbud vi har skulle forholde os til i lang tid, med mere almindelige arbejdstider, føles det lidt som et slag i hovedet. Jeg har tilsidesat mine egne behov i mange år, hvilket jeg har gjort helt frivilligt. Jeg har altid tænkt, at når fodbolden var slut, så var det min tur! Jeg står nu som 33 årig, og skal først nu til at have gang i min karriere. I forhold til den branche jeg er i, bor vi det helt forkerte sted i landet, og nu hvor jeg skal fortsætte med at være den fleksible forælder, gør det det virkelig svært. Jeg føler mig som Pernille 33 år: Hvad skal jeg være når jeg bliver stor?? Jeg vil så gerne glæde mig på min mands vegne, og lade han glæde sig, og ikke være den tvære kone.
Egentlig er det jo ikke bare jobbet som er overvældende, men det er også det liv vi har kendt i 15 år sammen, det eneste liv vi kender, som er slut. Sådan et job er ikke et man bare tager hjem og holder fri fra, det er deres liv, vores liv. Han har altid været fodboldspiller, min fodboldspiller! Det er virkelig vemodigt.

Giv mig et par dage, en uge måske, så har jeg nok vænnet mig til tanken om vores "nye" hverdag. Det må bare være nu, at jeg virkelig skal sætte mine kreative talenter på arbejde og finde en løsning på mit liv;-)