....-hun fik den bare ikke rigtig brugt!
Det er vist en ret sigende status på StyleOnMind. Desværre. Det er virkelig ikke fordi jeg ikke gerne vil være aktiv, og jeg bruger rigtig meget krudt på at tænke på indlæg, de kommer bare ikke videre.... Men det skal være slut nu.
Én ting er, at jeg har mange interesser, og nogle gange lidt for meget i øst og vest. Så kommer jeg oftest frem til, at læserne ikke kan finde hoved og hale i hvem jeg er og hvad jeg står for. Men egentlig er det jo netop den jeg er! Så planen er at lade være med at tænke for meget på det, og bare vise hvad det er som fylder min hverdag.
En anden ting er, at der har været andre ting som har fyldt mit hoved de seneste ret mange måneder. Svære ting som har fyldt nærmest alt for mig.
Jeg skrev et indlæg tilbage i marts (læs det her) om nye tider i vores familie. Min mand stoppede sin aktive fodbold karriere i juni måned. Vi havde flere måneder til at forberede os på det efter den endelig beslutning blev taget. Samtidig har vi godt vidst, i ihvertfald det sidste år, at tiden snart var inde. Men det var mildest talt skide hårdt. Det har været vores liv i alle de 15 år vi har været sammen. Og som fodbold familie, er det et fodbold liv, hvor det mere eller mindre styrer dagsordnen. Thomas fik en fantastisk afsked på stadion efter den sidste hjemmekamp, lige som han fortjente. Nu har han så taget hul på sit nye job som assistent træner for sit gamle hold. Det kræver tilvænning, for os alle.
(Skulle man have lyst, kan man se to film om afskeden her og her og få et indblik i hvor stort det har været for ham og os).
Det betyder jo at han er fortsat i samme game, og det betyder at det stadig fylder meget for hele familie. Dog på en anden måde end som spiller, men det tager stadig rigtig meget tid, og stadig vores weekender. Det har jeg haft et kæmpe problem med at skulle accepterer, og har det faktisk stadig. Alle siger tillykke og synes det er så fedt, og jeg ved ikke finde en grimasse som kan passe. Jeg har set frem til tiden efter hans fodboldkarriere i mange år, og aldrig set for mig at han skulle bliver en del af træner teamet. Vi har altid snakket meget om hvad vi kunne når der ville komme mere frihed i vores liv, og jeg mente at så var det min tur til en karriere! Mange har et meget idyllisk billede af at være fodbold familie, og tror man bare lever livet. Men min karriere har mere eller mindre været sat på stand-by i syv år for at det kunne fungere for os, og det er vel og mærke i en alder fra 26-33 år hvor man normalt danner sin fremtid. Nu er det jo ikke Ronaldo jeg er gift med(al respekt til mig mand :-) ), så én ting er at jeg gerne vil have en karriere, men der er også brug for det nu.
Det store problem er så bare, at jeg ikke har noget job, og har virkelig svært ved at finde et. Jeg lukkede min enkeltmands virksomhed ned før min barsel april 2015. Det har altid været meningen at jeg kun skulle have den i en periode, for at gøre vores dagligdag nemmere med børnene, fordi man som fodboldspiller ikke er fleksibel på nogen måde. Så det passede så fint, at jeg lukkede ned og var klar til nye udfordringer året efter når Thomas alligevel nok ville stoppe, og vi begge kunne starte på vores nye liv. Men i min branche hænger jobbene virkelig ikke på træerne i Nordjylland(eller bare generelt!). Jeg synes virkelig at jeg har gjort en kæmpe indsats, været kreativ, forsøgt at skabe jobs... Men det er bare ikke lykkedes. Jeg har kun gået tre måneder efter min barsel, og jeg er udemærket klar over at det ikke er længe, men jeg har søgt længe før da, og udsigterne er bare elendige. Jeg er lidt en kontrol freak, og kan slet slet ikke klare denne uvished, og jeg føler mig så uduelig.
Mit hoved kører konstant. Jeg mener virkelig KONSTANT, og det er ikke til at holde ud! Jeg søger ikke én bestemt stilling, både fordi jeg bevæger mig over flere felter med den erfaring jeg har fået gennem årene, men også fordi jeg er meget åben for nye udfordringer. Men det bliver bare så udefinerbart, både for mig og for dem jeg skal søge hos. Jeg har så mange ting jeg brænder for, men det eneste jeg er helt sikker på er, at kreativitet bliver nødt til at være en del af mit job. Det behøver ikke nødvendigvis at være indenfor tekstil branchen som jeg er uddannet, men får jeg ikke lov at bruge den side af mig i min dagligdag, hober der sig krea-kriller op i mig, eller så uddør den! Før vi fik børn, var jeg afsted på job fra 7-17 hver dag. Når jeg kom hjem var jeg færdig, og jeg endte med ikke at sy i flere år. Jeg har nået en alder, hvor jeg virkelig skal finde min hylde, og jeg er fast besluttet på at finde et job der gør mig glad. Livet er simpelthen for kort til at bruge så mange timer af sit liv på noget man ikke brænder for. Det er ikke alle som kan forstå det, og vil mene at jeg skulle satse på noget mere sikkert, men der er svaret altså bare nej! Mange er bygget til at klare et "almindeligt" job på kontor fra 8-16, og så er der altså bare os andre som ikke er.
For Jer som læser dette, og sidder i en fast og sikker stilling, så tænk på dem I kender som måske sidder i samme situation som mig. Det er ikke en loppe tjans at være ledig, det er et fuldtidsjob, og det er pisse hårdt. Så måske der skulle et ekstra telefon opkald til idag:-)
Til dem af Jer som kan kende Jer selv i min fortælling, så husk; I er ikke alene! Mit bedste råd er, at tale med dem i omgangskredsen som selv har stået i lignende situation, og folk som bare er gode til at støtte og hjælpe på vej. Dét hjælper! (Det skal jeg bare huske også at sige til mig selv, når det hele bliver for meget!)
På torsdag tager jeg pigerne med over til min søster og hendes familie i London. Jeg håber virkelig at det hjælper at komme væk fra computeren i nogle dage og tænke på noget andet. Mon så ikke der ligger et job og venter på mig når jeg er tilbage ;-)
-Pernille
Ingen kommentarer:
Send en kommentar