Afsluttet kapitel

Igår var en lidt speciel dag for vores familie. En dag vi har ventet umådelig længe på. Vores gamle hus er solgt og det blev overdraget til de nye ejere. Vores hussalgs historie har været en lang og kedelig omgang. Faktisk ret deprimerende, og hvor vi står tilbage med en følelse af ikke at have været i de mest kyndige hænder, og hvor tingene virkelig kunne have set anderledes ud. En stor ÆV følelse.

Tilbage i efteråret 2016, ni måneder inden vi flyttede i det nye hus og inden huset var sat til salg(ja vi trak det lidt for langt), dukkede der en køber op via vores omgangskreds. Alt var godt og de var vilde efter huset....-lige indtil der kom en rigtig tarvelig tilstandsrapport retur og de spurgte "hvordan har I overhovedet turde bo her?" Øh, fordi vi i alle de otte år vi har ejet huset, ikke har haft nogle problemer! Det var et slag i maven. Problemet var, at det er et gammel hus som er renoveret og syner nyere end det er. Der er mange regler der har ændret sig siden den renovering, og derfor blev der nævnt nogle større ting. Ikke ting vi har haft problmer med, men ting som man idag ville lave anderledes.
Så den handel blev ikke til noget og huset blev sat til salg 1. januar 2017. Første fremvisning blev også til et bud, men som de trak tilbage. Vi var stadig positive; de første to fremvisniger havde jo givet bud. Der var også en del aktivitet, men ikke noget der blev til noget. Påsken 2017 var vores nye hus færdigt og vi flyttede, og efterlod os et tomt hus. Det er ikke særlig charmerende, men mæglerne sagde at det var ok. Men jo længere tid der gik, jo mere sørgeligt så det ud, især efter sommeren og ind i det mørke efterår. En dag får vi så en opringning fra en kammerat som fortæller, at en af hans venner har været ude at se huset uden mægler, han havde bare fået at vide hvor nøglen lå. Så kan jeg ellers love for at de mæglere røg i en sulens fart. Helt ærlig! Vi har ingen idé om hvor mange gange det er sket, og sådan sælger man s.. da ikke et hus. Mangel på respekt.
Nye mæglerene kom til, ikke dem jeg ville have valgt, men min mand var tovholder i salget, da jeg ærlig talt ikke magtede det. Igen en del aktivitet til at starte med, men så dalede det også. Liggetiden var efterhånden ikke attraktiv og vi måtte sætte det lidt ned. Vi spurgte disse mæglere om vi skulle gøre noget for at få huset til at fremstå bedre, men igen fik vi at vide at det var ok.
Ingen kunne forstå hvorfor huset ikke var solgt, da det bl.a. har en rigtig god beliggenhed og en skøn atmosfære. Tilbage i maj havde vi fået nok, og trængte til nogle der virkelig ville gøre en indsats. I ved hvordan det er med huse, de er en del af en selv og lidt et ømt punkt. Vi købte huset da jeg var højgravid med vores ældste datter og alle tre børn er vokset op der. Jeg manglede en der kunne se huset som jeg så det og en der ville være ærlig omkring hvad vi skulle gøre for at få det solgt.
En tredje mægler kom i spil, en kvinde denne gang, en der tidligere havde sagt at hun ville kunne sælg det. Men ja, det siger de jo alle sammen. Men hun kom ud, og og der gik ikke to minutter før hun var i fuld gang med at sige hvad vi kunne gøre af småting for at få huset til at fremstå lækkert. Jeg endte med at bryde sammen, virkelig pinligt, men hun sagde at det skete rigtig ofte:-) Hun troede at det var fordi jeg blev ked af at hun var for ærlig, men egentlig handlede det om at jeg var rasende over at ingen af de andre mæglere havde sagt noget. Hun blev informeret om at der var et åbent hus to dage senere, og det måtte vi tage med. Blev det ikke solgt, ville hun få huset. (Det åbne hus var kun blevet fastlagt fordi vi sagde at vi ville skifte mægler!) Jeg skyndte mig ud og købte planter og div. ting; ærgerlige penge, men nødvendige.

Om det var de små ændringer eller hvad det var, ved jeg ikke, men det var den dag vi fandt vores købere. Det tog dem godt nok sulens lang tid og fire fremvisninger at beslutte sig, men det endte jo godt. Det værste var/er næsten, at jeg havde hørt "de er virkelig interesserede og vil vende tilbage" så mange gange efter fremvisninger, at det ikke kunne vække nogen glædesfølelse i mig.
Forhandlingen var lidt træls, men går ud fra at sådanne ting aldrig er helt sjove. Det endte med endnu en omgang dårlig kommunikation med mæglerne, som resulterede i at vi stod i London den dag det viste sig at det ikke længere var vores hus. Vi havde ikke fået de aller sidste ting fra garagen flyttet og børnene havde ikke været forbi til et farvel. Hvis der kunne komme røg ud af ørene på mig, så gjorde der det midt i Kensington Gardens. En situation hvor jeg lige måtte gå for mig selv og tælle til ti rigtig mange gange...... Heldigvis havde min mand allerede haft kontakt med de nye ejere og han ringede og fortalte situationen. De var søde, og sagde at det ikke var noget problem at vi skulle forbi. Min frygt var, at de ville være flyttet ind og jeg skulle se deres ting i "mit" hus. Det var de heldigvis ikke, så udover en virkelig pink trampolin i haven, så var det stadig "mit" hus.

Nu er det overstået, vi skal ikke længere have den bekymring til at tynge os og vi kan nu nøjes med at døje med huslige pligter i vores eget hjem. Jeg har stadig svært ved at finde glæden rigtigt, men jeg kan mærke at vi begge er noget lettere siden igår, så det tager vi ud og fejrer i aften💛