Om at være mor til 3

Nu har jeg været mor til tre i fem uger. Det vil selvfølgelig sige, at jeg langt fra kan kloge mig på det, men jeg kan sige hvordan det har være indtil nu.

Tre som elsker hinanden, og jeg dem <3

Det er lidt af en omvæltning! Fra at have det nemt med to forholdsvis store piger, er man fra dag til dag sat helt tilbage. Selvom det er tredje barn, så havde vi alligevel lidt (lykkeligt) glemt hvor spændt op man egentlig er med en lille ny. Som jeg skrev sidst, så havde vi det også meget nemt med pigerne i den første tid, og det har bare været helt anderledes denne gang fra dag ét. Der har været en hel del skrigeture, og oftest har de kun kunne klares med mig som løsning. Ikke fordi der altid skal amning til, men han er bare meget glad for sin mor. Som min mand sagde, så er det så frustrerende at han kan forsøge sig i lang tid, og så kan jeg tage ham, og 2 sekunder efter stopper han med at græde. Men jeg synes også at det frustrerende! Jeg ved at mange mødre tager stort set hele slæbet og ansvaret med baby i den første tid, men det har jeg ikke behov for. Min mand har altid taget så stor del som muligt, og gjort sit for at få så meget kontakt med børnene som helt små. Det er for hans egen skyld, men absolut også for min. Jeg magter simpelthen ikke at stå med det hele selv. Jeg har brug for at have armene fri ind imellem og for at en anden tager barnevogns vugningen. Ellers bliver jeg simpelthen skør!

Fordi det også har været lidt op ad bakke med at få lillebror til at sove for sig selv, er det gået en del ud over pigerne. De kan sagtens forstå hvorfor jeg må tage ham, men efter noget tid, mister de også tålmodigheden. De høre hele tiden "Ja det vil jeg gerne, men..." "Jeg skal liiiige give lillebror mad..." etc. Der er virkelig ikke noget at gøre ved det, men hvor er der hårdt!

Jeg har evig dårlig samvittighed overfor dem. Den ældste er 6 år, og en meget fornuftig en af slagsen. Nogle gang lidt for fornuftig (hvis man kan være det)! Jeg var alene med børnene i 4 dage for et par uger siden. Jeg tænkte, at det skal jeg satme kunne klare! Der gik max en time og så startede den vildeste skrigtur, lige midt i aften hygge og læsning. Den store kigger på mig, efter jeg har vandret op ad gulvet og vugget og var mildest talt presset. "Mor, du må sige til hvis jeg kan gøre noget!" Senere: "Mor, er det lidt hårdt?" Mit hjerte var lige ved at briste. Hun er 6 år og skal slet ikke bekymre sig sådan! Men til trods for at hun var så sej, så gik det alligevel over da hun skulle puttes, og jeg stadig havde lillebror i armene. Tårerne pressede på og hun sagde: "Kan du ikke bare ligge ham, jeg vil også havde min mor!" Søde, søde skat! Denne episode var lidt ekstrem, både fordi han græd meget, jeg var alene og det var puttetid. Men jeg synes den viser lige nøjagtig det dilemma man er i, når man ikke har arme nok. Den yngste, tager det anderledes. Hun forstår godt situationen, men alligevel er hun stadig bare 3 år. Når hun bliver lidt træt og gerne vil havde sin hyggestund, så tolker hun min frustration som at jeg ikke gider. Og det er jo netop fordi jeg virkelig gerne vil, at frustrationen kommer. Så efter det endte med at vi alle fire havde grædt, indså jeg også, at det var nødvendigt at tilkalde assistance. Min stolthed måtte pakkes lidt væk, og jeg måtte indse at den tid nok skal komme, men lige nu er han bare for lille til at jeg kan klare det hele selv. Med det job min mand har, er der perioder hvor jeg er meget alene, f.eks. weekender. Vil jeg gerne at pigerne går i seng og har haft en god dag, så må ekstra hænder til. Det skal lige siges, at dagen efter havde vi en helt modsat dag. Han sov i barnevognen i flere timer og vi spiste, badede og hyggede i ro og mag. Så det kan også sagtens forekomme, men you never know og derfor er mine forældre på spred dial;-)

Når far er på arbejde og mor har hænderne fulde. Søskende kærlighed er det bedste!

Alle siger hele tiden "husk nu at nyde det, det går så stærkt!". Det gør det virkelig! Men jeg kan alligevel ikke lade være med at glæde mig til at han bliver bare lidt ældre, og vi kan få lidt rytme ind i hverdagen. Det tog et par uger at få ham til at ligge i barnevognen; han ville bare ikke ligge på ryggen. Det er vi heldigvis ovre, og han kan tage nogle gode lure...-hvis barnevognen kører! Gør den ikke det, vågner han efter kort tid, og der er ikke andet at gøre end tage ham op. Så sover han ellers fint videre i armen. Det er sgu da irriterende! Men vi øver. Og idag faldt han i søvn uden gåtur og det blev til en time. Og gæt hvor han er nu? Lige nøjagtig, i min arm og sover dejligt:-) I bund og grund handler det også om mig, og om det at have min egen tid! Har jeg fået lidt "fri", så glæder jeg mig til at tage ham op og hygge med ham.

I de 5 uger der er gået, har jeg efterhånden fået opbygget rigtig meget krea-kriller! I er nogle sim ved hvad jeg mener:-) Jeg er vant til at sy hver dag, det meste af dagen, og så er det lidt at en omvæltning kun at have syet en enkelt stikning på fem uger. Hver ting til sin tid...-ja ja jeg ved det godt, men det er nu engang sådan jeg har det:-) Og så er det at den dårlige samvittighed dukker op igen, over at have det sådan!

Det bliver til masser af stunder som disse :-)

Måske lyder det hele lidt negativt, men sådan skal det ikke forståes. Jeg nyder mine børn og denne tid, men det er ikke en dans på roser for os. Heldigvis har vi jo erfaret med de to store, at det hele bliver nemmere, og dette er kun en fase, og jeg gør hvad jeg kan for at få mest ud af den:-)